Grindstedværket, virksomhed grundlagt i 1924 for at producere kemiske stoffer til sprængstoffer samt organiske kemikalier. Hovedproduktionen blev hurtigt medicinalprodukter og senere vitaminer. I dag er Grindstedværket en del af Danisco-koncernen under navnet Danisco Grindsted. Danisco er en af verdens største producenter af levnedsmiddelingredienser og enzymer. Fabrikationen foregår på virksomheder i ca. 40 lande. Fabrikken i Grindsted er dog stadig det største af Daniscos fabriksanlæg.
Grindstedværket var i 1960'erne og 1970'erne mest kendt i befolkningen for forureningsproblemer knyttet til værkets processpildevand. En del af spildevandet samt spildevandsslam, som indeholdt salte og opløsningsmidler, blev indtil begyndelsen af 1970’erne deponeret på fabriksgrunden, i Grindsted Gl. Losseplads samt i Kærgård Klitplantage. Udsivning fra depotet i Kærgård Plantage gav periodiske lugtproblemer i 1970'erne. I 2004 blev en større undersøgelse af forureningsudbredelse og sammensætning igangsat med henblik på fremtidig oprydning. Resten af spildevandet blev udledt i Grindsted Å, hvor man sidst i 1960'erne opdagede forurening med kviksølv. Udledningen af kviksølv blev standset, og i 1972 etablerede Grindstedværket eget spildevandsrensningsanlæg. I 1986 blev anlægget udbygget med et fluidiseret filter.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki