Proms Kemiske Fabrik A/S, virksomhed i Viemose på Sydsjælland, der leverede mellemprodukter til bl.a. medicinalindustrien. Den blev i 1997 lukket af miljømyndighederne, fordi virksomhedens økonomi ikke rummede muligheder for at opfylde de miljøkrav, der blev stillet. Produktionen af organiske kemikalier førte til lugtgener i omgivelserne, oplagring af kemikalierester på virksomhedens grund gav jordforurening, og spildevandet fra Proms medførte en lokal vandforurening i Bøgestrømmen. Virksomheden blev kendt i offentligheden fra en række retssager om overtrædelse af miljøkrav.