Grænseværdi, inden for miljø- og sundhedsvidenskab den højest tilladte koncentration, mængde eller dosis for en kemisk eller fysisk påvirkning af mennesker, dyr og andre organismer. Grænseværdier fastsættes på grundlag af undersøgelser af fx et kemisk stofs skadevirkninger på forsøgsdyr og ud fra erfaringer ved den daglige brug af stofferne, fx på en arbejdsplads. Den endelige afgørelse om en grænseværdis størrelse er politisk, idet man afvejer de sundheds- eller miljømæssige risici i forhold til den samfundsmæssige og økonomiske nytte af fx brugen af et kemisk stof.

En grænseværdi kan således variere fra land til land, og den kan blive ændret, når forudsætningerne forandrer sig, fx når der kommer ny viden, ved ny erkendelse gennem praktisk brug, eller når man ønsker at tage særlige hensyn. Fx hævede EU grænseværdien for den tilladte mængde cæsium i levnedsmidler til omkring det dobbelte, da der ved ulykken på Tjernobyl-atomkraftværket i 1986 spredtes radioaktivt cæsium over Europa. Den forøgede mængde cæsium skønnedes ikke i sig selv at være farlig i modsætning til de radioaktive isotoper Cs-134 og Cs-137, som man satte særskilte grænseværdier for. Det er dog mere almindeligt, at man sænker grænseværdier. Fx blev de danske grænseværdier for indholdet af cadmium og kviksølv i spildevandsslam, der bruges på landbrugsjord, i 1995 sænket fra 1,2 til 0,8 mg pr. kg tørstof.

Kemiske stoffer

Internationalt har man skabt enighed om grænseværdier for bl.a. visse kemiske stoffer, der kan skade mennesket. Det er især FAO's og WHO's vejledende grænseværdier, der er retningsgivende for de nationale grænseværdier. Det er oftest den type værdier, der kaldes ADI (acceptabel daglig indtagelse), og som normalt angives i mg pr. kg legemsvægt. ADI er et udtryk for, hvor store mængder af et stof et menneske kan indtage uden at skade sundheden.

De internationalt fastsatte grænseværdier er oftest baseret på videnskabelige forsøg, hvori man undersøger sammenhængen mellem koncentration eller dosis af et kemisk stof og de biologiske virkninger i fx rotter eller andre forsøgsdyr (se bioassay). På denne måde kan man fastlægge den højeste koncentration, ved hvilken et kemisk stof ikke skader forsøgsdyret, no effect level. Denne værdi tillægges for det meste en "sikkerhedsfaktor", idet man dividerer værdien for no effect level med 100 eller 1000 og på den måde kommer frem til en grænseværdi. I andre tilfælde fastsætter man grænseværdien ved at undersøge virkningen af et bestemt stof, fx bly, i de grupper af en befolkning, der i særlig grad har været udsat for dette stof.

I mange tilfælde findes der flere grænseværdier for det samme stof. Det er fx tilfældet for stoffer, der kan forurene luften, bl.a. svovldioxid (SO2). Der er således både en grænseværdi for døgnmiddelværdien, timemiddelværdien og for niveauet tre timer i træk. Grænseværdien for døgnmiddelværdien må ikke overskrides tre døgn i træk. Også inden for arbejdsmiljøområdet findes denne type grænseværdier. Her er det almindeligvis hygiejniske grænseværdier for korte tidsrum, normalt 15 min. og længere perioder, dage eller uger. Betegnelsen hygiejnisk grænseværdi bruges i forbindelse med arbejdsmiljøet.

Fysiske påvirkninger

Man fastsætter også grænseværdier for fysiske påvirkninger som fx støj, der kan forringe livskvalitet og give varige skader på menneskers fysiske og psykiske velbefindende. Fx har Arbejdstilsynet fastsat hygiejniske grænseværdier for det tilladte støjniveau på arbejdspladser, og Miljøstyrelsen har udarbejdet tilsvarende grænseværdier for, hvor meget støj virksomheder må påføre fx et boligområde. Ved planlægning af nye veje, jernbaner og nybyggeri anvender man vejledende grænseværdier, som for støj fra veje og jernbaner er lavere (53 dB(A)) i fx sommerhusområder end i områder med hoteller eller kontorer (63 dB(A)).

Højest tilladte værdier

Grænseværdier og kvalitetskrav til fx indhold af tilsætningsstoffer i levnedsmidler og indhold af kemiske stoffer i miljøet eller i spildevand og røggasser er oftest synonyme begreber for højest tilladte værdier. Fx er der i Vandmiljøplanen fastsat kvalitetskrav til udledning af spildevand fra store rensningsanlæg.

Der er også grænseværdier eller kvalitetskrav for drikkevand og badevand (se også badevandskvalitet).

Kritisk tålegrænse

Kritisk tålegrænse er et begreb, der blev indført i begyndelsen af 1990'erne. Det er en grænseværdi for, hvor store mængder af et kemisk stof man kan tilføre et økosystem, fx en hede eller en skov, uden at det ændrer økosystemet. Begrebet bruges især om grænseoverskridende luftforurening med fx svovldioxid og kvælstofoxider, der har syrevirkning. Midt i 1990'erne var de kritiske tålegrænser for syre især overskredet på sandede jorder med nåleskov i Midt-, Vest- og Sønderjylland, hvor særlig mange nåletræer taber nålene og vokser langsommere end normalt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig