vandmiljøplaner

Fortsatte iltsvind fremskyndede nye indgreb, og 1987 fik vi den første vandmiljøplan (VMP I). Udledningen af fosfor fra spildevand skulle mindskes med 80 procent, og kvælstof, også fra landbrugets marker, med 50 procent. Det krævede omfattende investeringer. Byer og virksomheder skulle udbygge rensningsanlæggene, så de kunne opfylde de nye krav mht. rensning for fosfor og kvælstof. Landbruget måtte investere i tætte møddinger, store gylletanke og nye gyllevogne og indrette sig efter reglerne om, hvor meget kvælstofgødning man måtte bruge, og hvordan den skulle bruges. Mens man tidligere kørte meget gylle ud om efteråret, kom der nu krav om, at den især skal bruges i afgrødernes vækstsæson forår og forsommer. Så er der større chance for, at kvælstoffet ender i afgrøderne end i vandet.

Ud over gårdbidraget på 30.000 ton skulle landbruget skære 100.000 ton væk af udvaskningen fra markerne inden 1993. Snart vurderede man, at det ikke kunne nås i tide, så indsatsen blev i 1991 strammet op i Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget. Men 1995-96 var udvaskningen kun mindsket med mindre end halvdelen af det forventede. Industri og byer havde nået deres mål.

For at nå målene for landbrugets kvælstof blev kravene skærpet med Vandmiljøplan II (VMP II) i 1998. Heri er yderligere begrænsninger i anvendelsen af kvælstofgødning, krav om mere kvælstoffattigt foder, skovrejsning og mere økologisk landbrug, og i tilgift skal naturens selvrensning i våde enge inddrages: Bakterier i den våde engbund kan uskadeliggøre det udvaskede kvælstof ved denitrifikation. Hver hektar våd eng kan fjerne 300-400 kg nitratkvælstof fra drænvandet om året. Det var planen, at der med udgangen af 2003 skulle være genoprettet 16.000 hektar våde enge, som skulle fjerne mere end 5000 ton kvælstof om året. Ved udgangen af 2005 havde man kun nået 3500 hektar.

Ved udgangen af 2000 viste midtvejsevalueringen af vandmiljøplanerne et mærkbart fald i udvaskningen af kvælstof. Denne udvikling er fortsat. Regelmæssige kvælstofmålinger i 86 danske vandløb 1989-2004 viste, at i 72 af dem var der sket et markant fald i kvælstoftabet fra markerne og i transporten af kvælstof gennem vandløbene og ud til havet: I gennemsnit var faldet ca. en tredjedel. Det er ca. dobbelt så stort et fald som i de andre EU-lande. Resultatet var opnået, ved at landbruget udnyttede husdyrgødningens kvælstof frem for den industrielt fremstillede kvælstofgødning. Dette forbrug blev faktisk halveret fra ca. 400.000 ton i 1990 til ca. 200.000 ton i 2003, vel at mærke uden, at høstudbyttet blev mindre.

Vandmiljøplanernes mål handler kun om politisk fastsatte formindskelser i udledningerne, ikke om konkrete mål for miljøforbedringer. At der er sket en markant formindskelse i transporten af kvælstof til havet, betyder ikke nødvendigvis, at der er blevet bedre miljøforhold i havet, fx mindre iltsvind. Indtil 2005 var der kun få tegn på, at vandmiljøplanerne har bedret miljøet i søer, fjorde og i havet. Der udvaskedes stadig for meget kvælstof. Desuden blev fosfor fra landbrugsjorden et mere synligt problem, som især mærkedes på søerne. Der tilførtes med gyllen meget mere fosfor, end afgrøderne kan optage, og en del af overskuddet ender i vandmiljøet.

Med vandmiljøplan III (VMP III, 2004-15) skulle der skæres yderligere i kvælstofudvaskningen, og udledningen af fosfor fra markerne skulle mindskes. Planen foreslog, at der langs vandløb anlægges 10 meter brede beskyttelsebræmmer, der skal stoppe fosfor, der skyller ud med regn og tø. Men det var frivilligt, om landmanden, mod kompensation, ville anlægge dem. Planen var, at der senest 2009 skulle være 30.000 ha bræmmer, men i 2008 var det kun blevet til knap 1 %. I 2012 trådte Randzoneloven i kraft; denne forpligtede landmænd til at udlægge 9 m dyrkningsfri zoner omkring vandområder. Loven blev ophævet i 1016.

• landbrug (forurening)
• miljøovervågning
• miljøplanlægning
• vandrammedirektivet

• Vandområdeplaner på Miljøstyrelsen website