fjeldvegetation

Fjeldvegetation, vegetation, der findes højere oppe end skovgrænsen i bjergegne. I de skandinaviske bjerge dannes skovgrænsen af fjeldbirk, som er en underart af dunbirk, Betula pubescens. I Sydnorge ligger skovgrænsen 1000-1200 m.o.h., mens den i det indre Finnmark ligger i ca. 300 m højde.

I den lavalpine zone op til 300-400 m over trægrænsen findes et lukket plantedække af hede- og engvegetation, i den mellemalpine zone vokser en lav og mere åben vegetation af star, Carex, frytle, Luzula, etc., og i den højalpine zone er der kun pletvis plantevækst.

I kalkfattige områder domineres fjeldheden ofte af blåbær, Vaccinium myrtillus, dværgbirk, Betula nana, og fjeldrevling, Empetrum nigrum hermaphroditum. I kalkrige områder er vegetationen artsrigere med fjeldsimmer, Dryas octopetala, som karakterplante. Frodige enge med høje urter, bl.a. engblomme, Trollius europaeus, kan forekomme i den nedre del af den lavalpine zone.

Snedækkets varighed er af afgørende betydning for planternes fordeling. På afblæsningsflader med tyndt og kortvarigt snedække vokser lave og tætte pudeplanter som kryblyng, Loiseleuria procumbens, og fjeldpryd, Diapensia lapponica, samt en del star- og sivarter, især trebladsiv, Juncus trifidus. I ekstreme snelejer, der kun er snefri to til tre måneder om året, forekommer dværgpil, Salix herbacea, og en del urter, fx sneranunkel, Ranunculus nivalis, som er i stand til at blomstre og sætte frø i løbet af få uger.

Mange fjeldarter er enten arktisk-cirkumpolare, dvs. vidt udbredt i arktiske egne, eller arktisk-alpine, hvilket vil sige, at de også vokser i andre bjergegne, fx Alperne og bjerge i Asien. Fjeldsimmer er et eksempel på den sidstnævnte form for udbredelse; efter istiden forekom den også i det nordvesteuropæiske lavland, bl.a. Danmark, men blev som følge af temperaturstigningen snart udkonkurreret af højere og kraftigere arter.