plantegeografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Plantegeografi. Planter i slægten Nigella fra forskellige øer i det ægæiske område.

plantegeografi, studiet af planternes udbredelse og årsagerne hertil. I floristisk plantegeografi interesserer man sig for de enkelte arter, hvis udbredelse kortlægges og tolkes med udgangspunkt i nuværende betingelser (klima, jordbund mv.) og historiske faktorer (spredning, evolution, palæogeografiske forhold etc.). I Skandinavien er hele floraen indvandret efter istiden, muligvis med undtagelse af en mindre gruppe arter, der kan have "overvintret" i isfri områder i Vest- og Nordnorge. Bl.a. ved hjælp af pollenanalyse har man i flere tilfælde kunnet kortlægge arternes indvandringshistorie; fx er det påvist, at rødgranen er indvandret fra Rusland og Finland efter den sidste istid, for ca. 10.000 år siden, og har spredt sig sydpå til en naturlig sydgrænse i det nordlige Skåne.

Plantegeografi. Eksperimentel undersøgelse af differentieringsmønstre i det ægæiske område. I en artsgruppe i slægten Nigella er planter fra den centralt beliggende ø Naxos blevet krydset med planter fra de andre lokaliteter, der er angivet på kortet. Tallene viser pollenfertiliteten hos hybriderne og kan siges at være et mål for graden af genetisk lighed mellem forældrene. Værdier under ca. 50% betyder, at planterne næsten ikke kan danne frø og således i praksis er sterile. Bemærk, at populationer fra forskellige øer i den centrale øgruppe (Kykladerne) kan danne fertile hybrider med hinanden, mens der er sterilitetsbarrierer mellem planter fra Kykladerne og det græske fastland og mellem Kykladerne og de østægæiske øer. AStr

Baseret på ligheder og forskelle i den floristiske sammensætning inddeles Jorden traditionelt i seks florariger: Holarktis, Neotropis, Paleotropis, Australis, Capensis og Antarktis. I økologisk plantegeografi studerer man udbredelsen af plantesamfund og vegetationstyper. Løvfældende skov forekommer fx i tre forskellige områder på den nordlige halvkugle: i det østlige USA, i Vest- og Centraleuropa og i Kina-Japan; der er stort set tale om forskellige træarter, men ofte tilhørende de samme slægter. En "mediterran" vegetationstype domineret af stedsegrønne buske forekommer i fem vidt adskilte områder: omkring Middelhavet, i Californien, centrale Chile, Kaplandet og SV-Australien; lignende klimatiske forhold med vinterregn og sommertørke har her ført til udvikling af vegetationstyper, der overfladisk ligner hinanden, men har meget forskellig floristisk sammensætning; se også klima- og plantebælter.

 

 

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Plantegeografi. De tropiske lavlandsskove findes i et plantebælte op til 15° nord og syd for ækvator i områder med høj temperatur og nedbør, der er fordelt på hele året. Subtropiske regnskove og bjergregnskove findes i tropernes randområder eller i tropiske bjerge. Omkring vendekredsene og især nord for Krebsens vendekreds findes en markant zone med busk- og græssteppe eller ørken. I de tempererede egne findes på de lavere breddegrader et bælte domineret af nåleskov. Ved breddegrader over 60-70° afløses det af arktisk vegetation og isdækket land. Kortet viser også de vigtigste florariger: Holarktis (de tempererede og kolde områder på den nordlige halvkugle), Neotropis (de tropiske områder i Syd- og Mellemamerika), Palæotropis (den gamle verdens troper), Australis (Australien og Tasmanien), Capensis (Kaplandet i SV-Afrika) og Antarktis (det antarktiske kontinent, de subantarktiske øer og sydspidsen af Sydamerika). Den holarktiske flora er forholdsvis ensartet, mens de tropiske floraer generelt er artsrigere og har en større grad af regional opdeling.

© Dette billede må du ...

Plantegeografi. Planter i slægten Nigella fra forskellige øer i det ægæiske område.

© Dette billede må du ...

Plantegeografi. Eksperimentel undersøgelse af differentieringsmønstre i det ægæiske område. I en artsgruppe i slægten Nigella er planter fra den centralt beliggende ø Naxos blevet krydset med planter fra de andre lokaliteter, der er angivet på kortet. Tallene viser pollenfertiliteten hos hybriderne og kan siges at være et mål for graden af genetisk lighed mellem forældrene. Værdier under ca. 50% betyder, at planterne næsten ikke kan danne frø og således i praksis er sterile. Bemærk, at populationer fra forskellige øer i den centrale øgruppe (Kykladerne) kan danne fertile hybrider med hinanden, mens der er sterilitetsbarrierer mellem planter fra Kykladerne og det græske fastland og mellem Kykladerne og de østægæiske øer. AStr

© Dette billede må du ...

Plantegeografi. Udbredelsen af tre arter, der demonstrerer plantegeografiske grænser i Grækenland. Orientalsk avnbøg forekommer fra Italien til Kaukasus; i Grækenland er den knyttet til fastlandet og nogle af de nordligste øer, hvor floraen har et kontinentalt præg. Nigella doerfleri er endemisk i det central- og sydægæiske område (Kykladerne og Kreta). Dianthus elegans forekommer på de østægæiske øer og i tilgrænsende dele af det vestlige Anatolien. Den plantegeografiske grænse mellem Europa og Asien kan siges at ligge mellem Kykladerne og de østægæiske øer; den kaldes Rechingers linje og svarer til en dybhavsarm, der blev dannet i slutningen af tertiærperioden.

Viser 5 af 5 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+399888.801.svg (474.54 kB)

Plantegeografi. Udbredelsen af tre arter, der demonstrerer plantegeografiske grænser i Grækenland. Orientalsk avnbøg forekommer fra Italien til Kaukasus; i Grækenland er den knyttet til fastlandet og nogle af de nordligste øer, hvor floraen har et kontinentalt præg. Nigella doerfleri er endemisk i det central- og sydægæiske område (Kykladerne og Kreta). Dianthus elegans forekommer på de østægæiske øer og i tilgrænsende dele af det vestlige Anatolien. Den plantegeografiske grænse mellem Europa og Asien kan siges at ligge mellem Kykladerne og de østægæiske øer; den kaldes Rechingers linje og svarer til en dybhavsarm, der blev dannet i slutningen af tertiærperioden.

Admin

05/02/2009

[+399889.801.svg (184.19 kB)

Plantegeografi. Eksperimentel undersøgelse af differentieringsmønstre i det ægæiske område. I en artsgruppe i slægten Nigella er planter fra den centralt beliggende ø Naxos blevet krydset med planter fra de andre lokaliteter, der er angivet på kortet. Tallene viser pollenfertiliteten hos hybriderne og kan siges at være et mål for graden af genetisk lighed mellem forældrene. Værdier under ca. 50% betyder, at planterne næsten ikke kan danne frø og således i praksis er sterile. Bemærk, at populationer fra forskellige øer i den centrale øgruppe (Kykladerne) kan danne fertile hybrider med hinanden, mens der er sterilitetsbarrierer mellem planter fra Kykladerne og det græske fastland og mellem Kykladerne og de østægæiske øer. AStr

Admin

05/02/2009

[+401128.801.svg (101.37 kB)

Plantegeografi. Planter i slægten Nigella fra forskellige øer i det ægæiske område.

Admin

05/02/2009

 418153.801.svg (844.7 kB)

Plantegeografi. De tropiske lavlandsskove findes i et plantebælte op til 15° nord og syd for ækvator i områder med høj temperatur og nedbør, der er fordelt på hele året. Subtropiske regnskove og bjergregnskove findes i tropernes randområder eller i tropiske bjerge. Omkring vendekredsene og især nord for Krebsens vendekreds findes en markant zone med busk- og græssteppe eller ørken. I de tempererede egne findes på de lavere breddegrader et bælte domineret af nåleskov. Ved breddegrader over 60-70° afløses det af arktisk vegetation og isdækket land. Kortet viser også de vigtigste florariger: Holarktis (de tempererede og kolde områder på den nordlige halvkugle), Neotropis (de tropiske områder i Syd- og Mellemamerika), Palæotropis (den gamle verdens troper), Australis (Australien og Tasmanien), Capensis (Kaplandet i SV-Afrika) og Antarktis (det antarktiske kontinent, de subantarktiske øer og sydspidsen af Sydamerika). Den holarktiske flora er forholdsvis ensartet, mens de tropiske floraer generelt er artsrigere og har en større grad af regional opdeling.

Admin

01/02/2009

 421169.801.svg (5.08 kB)

Admin

01/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
25/02/2014
Redaktionen
24/09/2009
Ekspert
JPSko
Oprindelig forfatter
AStr
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki