Randforyngelse, skovdyrkningsmetode, hvor den gamle bevoksning successivt afdrives i smalle striber, der derefter tilplantes, tilsås eller forynges ved selvsåning. Striberne ligger delvist beskyttet af den gamle bevoksning, hvorved der opstår et gunstigt mikroklima for de nye planter. For at mindske risikoen for stormfald og sikre beskyttelsesvirkningen påbegyndes en randforyngelse som regel fra bevoksningens læ- eller skyggeside. Beskyttelsen kan øges ved at efterlade et antal træer fra den gamle bevoksning som skærm på den afdrevne stribe; se skovdyrkning.