ormeøgler, Amphisbaenia, underorden af skælklædte krybdyr (Squamata) med ca. 140 nulevende arter i fire familier og 21 slægter. Ormeøgler er udbredt i Amerika, Afrika, SØ-Asien og på Den Iberiske Halvø. De adskiller sig fra deres nærmeste slægtninge, øgler og slanger, i en række kraniekarakterer, der synes at være tilpasninger til deres gravende levevis. De reducerede øjne, manglen på ydre øreåbninger og det, at de fleste ormeøgler er lemmeløse, tyder i samme retning. Der er arter med stumpt afrundede hoveder, der "dunkes" gennem jorden, arter med spadeformede snuder, der bevæges op og ned, og arter med sammenpressede hoveder, der bevæges fra side til side. Bortset fra skjoldhaleslangerne (Uropeltidae) er ormeøglerne de eneste krybdyr, der kan bevæge sig gennem kompakt jord, og de er endvidere de eneste lemmeløse krybdyr, der kan bevæge sig i lige linje både for- og baglæns. Kroppen er inddelt i ringe ved furer, hvilket giver ormeøglerne en overfladisk lighed med regnorme. Højre lunge er reduceret (hos alle andre slangeformede hvirveldyr er venstre lunge reduceret). Ormeøgler bliver 10-70 cm, og der findes både æglæggende og levendefødende former. Visse arter finder byttet ved at afsøge deres gangsystemer for insekter og andre hvirvelløse dyr, mens andre bruger tunnelsystemet i myre- eller termitboer.
Familien Amphisbaenidae er den største med 15 slægter og omkring 100 arter, hvis udbredelse stort set svarer til hele underordenens. Den røde ormeøgle (Amphisbaena alba) fra Sydamerika bebor ofte bladskærende myrers tuer, som den opsøger ved at følge myrernes duftspor langs deres stier. Normalt tager den ikke myrerne, men biller og deres larver, som også lever i tuerne. Den røde ormeøgle er ikke immun over for myrernes bid, og den snor og vrider sig for at slippe af med soldatermyrer, der har bidt sig fast. Den europæiske ormeøgle (Blanus cinerus) bliver op til 30 cm lang og kan undertiden ses efter regnskyl. Den æder både myrer og myrelarver. Familien Bipedidae fra Mexico omfatter tre arter med forlemmer, der er udformet som graveredskaber. Familien Rhineuridae kendes fra mange fossile fund, men kun én nulevende art (Rhineura floridana) kendes fra det centrale Florida. Familien Trogonophidae omfatter de mest afvigende former. De lever i løst sand i Nordafrika, på Den Arabiske Halvø og på Socotra i Det Indiske Ocean.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki