æg (Fugle)

Fugleæg er blandt de største i dyreriget. I forhold til hunnens vægt er de størst hos de mindste fugle (op til 25% af hunnens vægt hos kolibrier, 1% hos strudsen), men ud over denne generelle tendens er der forskelle mellem fuglegrupperne. Fugle, hvis unger er meget færdigudviklede ved klækningen, lægger større og mere blommerige æg end fugle med hjælpeløse, uudviklede unger, og de næringsreserver, ungen har tilbage ved klækningen, samt kuldstørrelsen spiller også en rolle. Det samlede kuld kan veje over 50% af hunnens vægt hos fugle som ænder og hønsefugle og overstige hunnens vægt hos visse småfugle (130% hos blåmejsen).

Æggets blomme repræsenterer selve ægcellen og udgøres helt overvejende af næring til fosteret i det nylagte æg. Efter at ægget er befrugtet øverst i æggelederen, pålejres successivt hvide, skalmembraner og skal fra kirtler i æggelederens væg. Æggehviden, der med 90% vand bl.a. udgør fosterets vandreserver, består af fire lag. Det inderste er en membran, der omgiver blommen og forbinder den til skallen; pga. æggets rotation på sin vej gennem æggelederen snos den op til et par bånd, der forankrer blommen til skallens poler. Der er to skalmembraner og yderst selve skallen, der består af ca. 3% protein-matrix og 94% calcit; resten er andre mineraler. Skallen har en kompliceret struktur med et stort antal porer (7500 i et hønseæg), der tillader gasudveksling med omverdenen.

Skallen beskytter ægget rent mekanisk og mod mikroorganismer. En hovedårsag til det sammenbrud i mange rovfuglebestande, der skete i 1950'erne og 1960'erne i Europa og Nordamerika, var, at hunnerne lagde tyndskallede æg pga. en effekt af insektgiften DDT (eller rettere nedbrydningsproduktet DDE), som fuglene havde indtaget med føden. Klorerede kulbrinter som DDT nedbrydes langsomt i naturen og akkumuleres op gennem fødekæderne; hårdest ramt blev arter som vandrefalk og spurvehøg, der primært lever af fugle. Ved sammenligning med gamle æg fra samlinger fremgik det tydeligt, at skaltykkelsen i vandrefalkeæg begyndte at falde omkring 1947. En følge var forøget fosterdødelighed, men væsentligst var det, at æg med en skalreduktion på 16-18% og derover gik i stykker under rugningen. Efter udfasningen af DDT i Nordamerika og Europa i 1970'erne er de fleste af de ramte rovfuglebestande efterhånden kommet på fode igen, i nogle tilfælde hjulpet på vej gennem udsætningsprojekter.