Gnathostomulida

Gnathostomulida, (lat., af gr. gnathos 'kæbe' og -stomula, vist lat. dim. af gr. stoma 'mund', og -ida om rækker o.l.), række af marine, hvirvelløse, ormelignende dyr. Gnathostomulida blev først beskrevet af den tyske zoolog Peter Ax i 1956 som en orden af fladorme, men disse små orme var kendt allerede i 1940'erne. Først i 1969 blev det erkendt, at gnathostomulider ikke er fladorme, og i dag betragtes de som en søstergruppe til hjuldyr under gruppen Aschelminthes, der også omfatter bl.a. kradsere og rundorme. Visse zoologer henregner dog gnathostomulider til ledorme (Annelida).

De fleste gnathostomulider er 0,5-1 mm lange. De har unikke strukturer i kæbeapparatet og i huden (epidermis). Hver hudcelle har en enkelt flagel (fimrehår), som gnathostomuliderne bruger til at bevæge sig fremad med; de kan også vende flagellernes slagretning, så dyret kan bakke. De lever af bakterier og svampe, som findes på sandskornene. De fleste gnathostomulider er hermafroditter.

Selvom man ikke har fundet fossile gnathostomulider, betragter man disse orme som nogle af de mest oprindelige ("primitive") flercellede dyr, bl.a. fordi mange arter kan leve uden ilt og med en høj koncentration af hydrogensulfid (H₂S). Nogle forskere mener, at gnathostomulider stammer fra den periode i Prækambrium, da Jordens atmosfære endnu ikke indeholdt ilt.

I dag er der beskrevet ca. 90 arter af gnathostomulider, hvoraf flere er meget almindelige i Danmark. De fleste af de danske arter hører til den såkaldte thiosbenthos, dvs. en fauna, som eksisterer uden ilt, men med meget svovl i omgivelserne. To slægter, Valvognathia og Rastrognathia, er kun fundet i Danmark; nærtbeslægtede former er beskrevet fra Bermuda og nærliggende subtropiske områder. Gnathostomulider er også fundet omkring de svovlholdige varme kilder i dybhavet. Danske forskere har i 1994 fundet en helt ny dyregruppe i kolde kilder på øen Disko, Grønland. Disse dyr er en mellemform mellem gnathostomulider og hjuldyr.