gangarter

Menneskets gangarter

© Finn Bojsen-Møller

Gangarter. Biomekanisk analyse af fodens bevægelser under et almindeligt skridt. Lysdioder er hæftet på storetåens spids (A), ved storetåens grundled (B), ved ankelledet (C) og på underbenet (D). Dioderne er tændt hhv. slukket i perioder på 10 millisekunder, og deres bevægelse er fotograferet med et permanent åbent kamera. Hele foden kan ses i seks positioner, indfotograferet under seks lysglimt. Ved måling af det enkelte lysspors længde kan hastighed og acceleration beregnes i enhver position under bevægelsen. Tallene i billedet angiver tiden i millisekunder, regnet fra hælens anslag mod underlaget.

Menneskets højtudviklede, tobenede gang har, ligesom hos fuglene, frigjort forlemmerne fra gangfunktionen. Menneskets fod er som fx bjørnens udformet således, at både fodrod, mellemfod og tæer kommer i kontakt med underlaget; mennesket er sålegænger (plantigrad). Se også fod.

En gangcyklus regnes fra hælanslag til hælanslag af samme fod og inddeles i en kontaktfase og en svingfase. Kontaktfasen indledes med, at stødet ved fodens anslag dæmpes. Dette er en meget vigtig skåneforanstaltning for led og hvirvelsøjle, og defekt støddæmpning medfører fx træthed i centralnervesystemet pga. rystende synsakser.

Under støddæmpningen dæmpes først fodsålens anslag, kontrolleret af en muskel på underbenets forside (musculus tibialis anterior, se ben). Dernæst foretages en let knæbøjning, kontrolleret af knæets strækkemuskel (m. quadriceps femoris), og endelig kippes bækkenet mod modsatte side, kontrolleret af sædemuskulaturen. For at det første element i støddæmpningen skal fungere, må hælens kontaktpunkt ligge bag underbenets akse som fx på løbesko, hvis hælkant netop er trukket ekstra bagud for at give effektiv støddæmpning. I sko, hvor kontaktpunktet er trukket ind under foden (fx stilethæle), ophæves dette første element i støddæmpningen, hvilket kompenseres ved en forstærket bækkenkipning ("vuggen med hofterne"), idet alternativet — en forstærket knæbøjning — fravælges som værende uskøn.

Efter støddæmpningen strækkes knæet, og benet fungerer nu som en passivt støttende søjle for kroppen, der bevæger sig fremad i et kontrolleret fald, fremkaldt af det modsatte bens afsæt.

Kontaktfasen afsluttes med afsættet, hvorunder lægmusklerne strækker ankelleddet og bøjer tæerne. Benet føres nu frem i svingfasen, fremkaldt af hoftens bøjemuskel. Inden hælanslag opbremses underbenets fremsving af hasemusklerne, hvilket skåner knæleddets ledbånd, som ellers måtte bremse fremsvinget.

Ganghastigheden, som er produktet af skridtlængde og kadence (skridt pr. tidsenhed), er ved almindelig gang 4-6 km/h. Ved rask gang stiger energiforbruget, og ved 7-8 km/h bliver det energimæssigt mere økonomisk at løbe.

Under rask gang føres svingbenets hofte lidt frem for at øge skridtlængden. For at modvirke det herved opståede drejningsmoment på hvirvelsøjlen føres armen i samme side bagud, dvs. armen svinges i modfase med benet.

Der er store individuelle nuancer i menneskets gangart, fx kan man ofte kende en person blot på lyden af dennes skridt. Gangen er et virkningsfuldt kropssprogligt udtryksmiddel, og sproget rummer talrige nuanceringer til beskrivelse af et menneskes gangart (slæbende, tøvende, beslutsom, stoltserende osv.).