Hermafroditisme, tvekønnethed, det forhold, at det samme individ har både hanlige og hunlige forplantningsorganer. Sådanne organismer betegnes også monøciske eller biseksuelle.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hermafroditisme kommer af Hermafroditos og -isme.

De fleste blomsterplanter er hermafroditter, mens det er mere spredt forekommende hos dyr. Det findes hos visse hvirvelløse dyr, fx fladorme (planarier, ikter og bændelorme), mosdyr, visse ledorme (regnorme og igler), lungesnegle og krebsdyr (rurer). Især findes det hos dyr, som er snyltere, har beskeden bevægelsesevne eller er fastsiddende. En mulig fordel ved hermafroditisme er, at to kønsmodne individer, der kommer i kontakt, altid har mulighed for at befrugte hinanden. Visse dyr skifter køn i løbet af deres liv, se kønsskifte.

Mennesket

Et nutidigt ord for hermafroditisme hos mennesker er interkøn.

Der skelnes mellem den meget sjældne form, ægte hermafroditisme, som karakteriseres ved samtidig forekomst af både testikel- og æggestokvæv, og pseudohermafroditisme, som karakteriseres ved uoverensstemmelse mellem kønspræget i kønskirtlerne og i de ydre kønsorganer.

Ved pseudohermafroditisme kan der således være tale om, at personen besidder æggestokvæv, mens de ydre kønsorganer pga. binyresygdom bærer et mandligt præg (adrenogenitalt syndrom). Hermafroditisme har i de fleste tilfælde genetiske årsager. Erfaringer fra dyreforsøg tyder imidlertid på, at hermafroditisme også kan forårsages af abnorm hormonstimulation af fosteret i graviditeten. De hyppigste genetiske årsager er mutationer i de gener, som styrer kønshormonernes produktion og deres funktion, eller at en del af kroppens celler mangler et kønskromosom (kromosom-mosaik).

Både udredning og behandling af hermafroditisme er en kompliceret medicinsk opgave, som varetages af behandlerhold med ekspertise i genetiske, hormonmæssige, plastikkirurgiske og sexologiske forhold. Det tilstræbes, at det korrekte køn identificeres umiddelbart efter fødslen eller hurtigst muligt derefter. Såvel den medicinske og kirurgiske behandling som den sexologiske rådgivning må tilbydes i flere trin. Ofte foretages plastikkirurgisk behandling af de ydre forhold i småbarnsalderen, mens mere indgribende operationer, fx kirurgisk rekonstruktion af vagina, oftest foretages i teenagealderen.

Interkønnethed må ikke forveksles med transkønnethed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig