Havål
En havål (Conger conger) i Middelhavet ud for Marseille i Frankrig.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Havålen er en ål, som i modsætning til den almindelige ål, ferskvandsålen, opholder sig hele sit liv i havet. Havålen kendes fra denne på, at rygfinnen begynder over brystfinnen, mens den hos den almindelige ål begynder meget længere tilbage. Havål findes i de varmere dele af Atlanterhavet samt i Middelhavet og træffes af og til i danske farvande.

Faktaboks

Også kendt som

Conger conger

Den forvandler sig først ved en længde af 30 cm fra det pelagiske larvestadium til det bundlevende voksne stadium. Den kan blive op til 3 meter lang og kan veje 65 kg. Havålen er en rovfisk og æder krabber, bløddyr og fisk. Havålefamilien tæller ca. 150 arter, der især lever i tropiske farvande.

Gastronomi

Bortset fra halen, der er fuld af ben og kun egner sig til suppe (fx bouillabaisse), kan mindre eksemplarer bruges som almindelig ål, mens midterstykker af store dyr kan braiseres som kød.

En japansk art (Conger myriaster; jap. anago) anvendes til sushi og tempura.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig