ammonitter

© FOCI

Ammonitskal gennemskåret på langs, så de enkelte kamre blotlægges.

ammonitter, (af gr. Ammon, 'den vædderhornede gud'), uddød gruppe af blæksprutter, hvis krop var omsluttet af en skal, der var opdelt i kamre og rullet op i en spiral. Den yderste og dermed yngste del af skallen, beboelseskammeret, hvor det levende dyr sad, kunne hos mange ammonitter lukkes med et låg (aptychus). Skallens diameter varierede hos de forskellige arter fra 1 cm til 2,5 m. Skallen var opbygget af aragonit, mens låget var af calcit; aragonitten dannede på indersiden af skallen et tykt lag perlemor, sådan som det kendes fra mange muslinger og snegle, hvilket endnu kan ses på mange af fossilerne.

Langt de fleste ammonitter har haft en bilateralt symmetrisk, tæt spiralrullet skal, men hos nogle former var den kegleformet og delvist asymmetrisk oprullet eller åben. Skallens yderside var ofte forsynet med tværribber og knuder, men der fandtes også former med helt glatte skaller. Skallen var opdelt i kamre af tværvægge, der hos mange former var stærkt foldede, især mod fasthæftningen på skallens inderside; udseendet af fasthæftningslinjerne, som også kaldes suturer eller lobelinjer, er karakteristiske for de enkelte slægter af ammonitter.

Ammonitter kendes fra tidligt i Devon, for ca. 400 mio. år siden, til den allerseneste del af Kridt, for ca. 65 mio. år siden, hvor de brat forsvandt; deres uddøen er et væsentligt element i definitionen af Kridt-Tertiær-grænsen. De yngste kendte ammonitter stammer fra Stevns Klint og er blevet beskrevet af den danske palæontolog Tove Birkelund. Ammonitter var så almindelige og så vidt udbredte i havene, at de er en central gruppe inden for biostratigrafi.