Inoceramus, uddød slægt af muslinger, som levede fra Tidlig Jura til Sen Kridt (ca. 200-65 mio. år før nu). Inoceramus havde formentlig langtlevende planktoniske larver, som i boreale til tempererede områder sank ned på bunden af lavt vand med lavt iltindhold, hvor de levede af at filtrere mikroorganismer. Den venstre skal er som oftest større end den højre, og skulpturen består af uregelmæssige knuder eller ribber. Det yderste lag består ofte af prismatisk calcit (kalkspat), mens det inderste består af perlemor (tavler af aragonit).
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet Inoceramus er latin, vist af græsk is 'muskel', gen. inos, og keramos 'teglsten, (skildpadde)skjold'.
I mere almen forstand tales ofte om inoceramer, der omfatter en lang række slægter og underslægter (herunder Inoceramus), bl.a. de største muslinger, der har eksisteret. Inoceramer var geografisk vidt udbredte, men hver art relativt kortlivet gennem Kridt, og gruppen er derfor velegnet til tidsfæstning af periodens forskellige etager.
Inoceramer uddøde som gruppe gradvis op mod Kridt-Tertiær-grænsen. Gennem Kridts øverste etage, Maastrichtien, faldt artsantallet fra fem til en, Tenuipteria argentea, som når grænsen. Denne findes, men er sjælden, i kridtaflejringer på Stevns Klint. Inoceramernes historie anses derfor af nogle forskere for et væsentligt argument mod forestillingen om en udefra kommende katastrofe på overgangen mellem de to tidsperioder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.