græshopper

Bygning

Græshopper er gennemgående store insekter; de største arter bliver op til 12 cm lange og kan have et vingefang på 23 cm, kun få er under 1 cm lange. Græshopper er som regel grønne eller brune, men bagvingerne kan være røde, blå, gule eller hvide. Følehornene er oftest trådformede. Munddelene er bidende, stærke og nedadrettede. Forvingerne er smalle og læderagtige; bagvingerne er vifteformede og er foldet sammen under forvingerne i hvile. Hos mange arter er vingerne dog mere eller mindre reducerede, oftest mest hos hunnen. Karakteristisk for græshopperne er de kraftige bagben, som sætter dyrene i stand til at foretage lange spring. Det er især to af leddene, låret og skinnebenet, der er forlængede. Græshoppernes bagkrop er lang og ender hos hunner af løvgræshopper og fårekyllinger i et langt læggerør, hos markgræshoppehunner i korte, kraftige kroge.

Udvikling, føde, sværmning og faseskift

© Jakob Sunesen

Græshopper. Væksthusgræshoppe (Tachycines asynamorus).

Græshopperne har ufuldstændig forvandling via en række nymfestadier, hvis antal er variabelt. Et specielt træk for græshopper er, at de ældste nymfers vingeanlæg er drejet 180°, dvs. indersiden holdes udad. Markgræshopperne er alle planteædere, mens nogle af løvgræshopperne er rovdyr. Som vandregræshopper betegnes nogle store arter af markgræshopper, der til tider optræder i kolossale sværme og totalt kan afgnave vegetationen. Sværmning hos vandregræshopper er knyttet til et såkaldt faseskift; hver art optræder i to former med forskelligt udseende og forskellig adfærd. Skiftet fra den ikke-sværmende til den sværmende fase er betinget af tætheden af nymfer; høj tæthed medfører overgang til den sværmende fase. Den bedst kendte vandregræshoppeart, Locusta migratoria, er vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Australien, enkelte når undertiden til Danmark. Ørkengræshoppen, Schistocerca gregaria, Egyptens ottende bibelske plage, findes over hele Afrika, Den Arabiske Halvø og Indien.

Sang og hørelse

© Jakob Sunesen

Græshopper. Vortebider (Decticus verrucivorus).

Hannerne, og i nogle tilfælde også hunnerne, kan frembringe lyde ved at gnide forskellige kropsdele mod hinanden (stridulation). Hos løvgræshopper og fårekyllinger er det forvingerne, der frembringer lyden. På undersiden af den ene forvinge er der nær ved vingebasis en fortykket vingeribbe med en række tætstillede tænder, kaldet filen. På oversiden af den anden forvinge er der tilsvarende en ophøjet kant, kaldet skraberen. Lyden frembringes ved, at skraberen føres hen over filen, hvorved vingen kommer i vibrationer. Hos markgræshopper sidder filen oftest på indersiden af baglåret, og skraberen sidder på en ribbe på ydersiden af forvingen; hos nogle arter er det dog omvendt.

Hos løvgræshopper og fårekyllinger sidder øret (tympanalorganet) på for-skinnebenene lige under knæet; hos markgræshopper sidder det forrest på bagkroppens sider.

Systematik

Der kan næppe være tvivl om, at græshopperne er en monofyletisk gruppe (med en fælles stamform). Blandt de bygningstræk, der tyder på dette, kan nævnes nymfernes særegne vingeanlæg. Derimod er græshoppernes slægtskabsforhold til de øvrige vingede insekter med ufuldstændig forvandling ganske uafklaret. Fossilt kendes græshopper tilbage til Karbon.

© Jakob Sunesen

Græshopper. Almindelig markgræshoppe (Chorthippus brunneus). Hankøn.

Græshoppernes orden deles i to velafgrænsede underordner. De langhornede græshopper, Ensifera, har antenner, der med få undtagelser er mangeleddede (over 30 led) og længere end kroppen, og hunnerne har et langt læggerør. De korthornede græshopper, Caelifera, har antenner, der er meget kortere end kroppen og består af under 30 led, og hunnerne har kraftige kroge i bagkropsspidsen i stedet for et læggerør. De langhornede græshopper bruger læggerøret til at bore æggene ind i planter, mens de korthornede græshopper oftest graver æggene ned i jorden vha. krogene. I det følgende omtales de vigtigste familier.