Myreløver er en familie af ofte ret store, flyvende insekter i ordenen netvinger. Der kendes ca. 2.000 arter, som er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske egne over det meste af verden, de fleste dog i troperne.

Faktaboks

Også kendt som

Myrmeleontidae

Udseende

Voksne myreløver har en lang, slank bagkrop og store vinger, som lægges ind mod kroppen. Derved forveksles de let med vandnymfer, men kan bl.a. kendes på de kølleformede antenner og vingeribberne, som danner et netformet mønster. Vingerne er som regel mere eller mindre klare, men kan hos nogle arter have kraftigt farvede tegninger. Vingefanget varierer fra ca. 2 til 15 cm. Den største danske art, stor myreløve (Myrmeleon formicarius), har et vingefang på ca. 7-8 cm.

Larverne er noget affladede med en meget stor bagkrop, veludviklede ben, et fladt hoved og store, kraftige kindbakker med oftest tre tænder.

Levevis

Myreløver lever overvejende i sandede områder. De voksne myreløver er nataktive og ses derfor sjældent. Både larver og voksne er rovdyr.

Larverne ernærer sig af forskellige smådyr, især myrer. De går ikke aktivt på jagt, men sidder typisk i skjul under sten, i klippesprækker eller under træernes bark og venter på, at et bytte kommer forbi. Hos en række arter konstruerer larven en tragt i sandet og sidder nedgravet i tragtens bund med kindbakkerne fremme. Falder en myre eller et andet insekt ned i tragten, gribes den af larven og ædes. Larven kan kaste sand op mod byttet, hvis ikke det af sig selv glider ned i tragtens bund. Myreløvens larver har et giftigt bid, ligesom de indsprøjter fordøjelsesenzymer for at opløse byttet.

Myreløver har fuldstændig forvandling, og når larven er fuldvoksen, spinder den en kokon af silke, hvori i den forpupper sig.

Myreløver i Danmark

Der kendes tre arter af myreløver fra Danmark: plettet myreløve (Euroleon nostras), nordisk myreløve (Myrmeleon bore) og stor myreløve (M. formicarius). Alle ligner hinanden, men som voksen kan plettet myreløve let kendes på sine plettede vinger.

Plettet myreløve er fundet på Bornholm, Falster og Langeland, nordisk myreløve kendes fra Skagen, Læsø, Møn og Bornholm, mens stor myreløve findes i Nordsjælland og på Bornholm. Her lever de i klitområder samt på sandede heder og i kystnære nåletræsplantager. Larverne af alle tre arter anlægger tragte i sandet, hvilket normalt vil være den letteste måde at finde dem på.

De voksne myreløver er på vingerne i juni-september. Stor myreløve kan dog ses allerede fra midten af maj.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig