Hoved af springedderkop. Der ses fem af dens otte øjne. De to forreste midterøjne kan indtil en afstand af 8-10 cm registrere billeder. De øvrige øjne fungerer på en afstand af op til 30-40 cm, men de reagerer kun på bevægelser.

.
Fra venstre mod højre ses: Øverst: Skovkartespinder (Amaurobius fenestralis) (7-9 mm) findes under løs bark, i trærevner og på bygninger; mariehøneedderkop (Eresus sandaliatus) (han 6-11 mm, hun, helt sort, 8-16 mm) findes i jyske hedeområder; almindelig krabbeedderkop (Xysticus cristatus) (4-5,4 mm) findes på buske og anden lav vegetation. I midten: Klitgraveedderkop (Arctosa perita) (6,5-9 mm) findes i klitter og på sandjord; almindelig rovedderkop (Pisaura mirabilis) (12-15 mm) findes i fugtige skovlysninger og på enge med høj urtevegetation; smaragdedderkop (Micrommata virescens) (hun 11-12 mm, han med tre røde længdestriber på en smal bagkrop, 7-8 mm) findes på lav bladrig vegetation i skovbryn. Nederst: Korsedderkop (Araneus diadematus) (hun 10-13 mm, han 4-8 mm) findes på træer og buske; almindelig zebraedderkop (Salticus scenicus) (5-7 mm) findes på bygninger, plankeværker og hegnspæle; sort dværgedderkop (Erigone atra) (1,9-2,5 mm) findes på mark og eng; labyrintedderkop (Agelena labyrinthica) (8-12 mm) findes i klit og hede.
.

Edderkopper er en orden inden for arachniderne (spindlere) med ca. 51.000 arter, heraf ca. 500 i Danmark. De lever i alle miljøer på landjorden fra arktisk fjeldmark til tropisk regnskov. Enkelte arter kan færdes under vand, hvis de medbringer luftreserver.

Faktaboks

Også kendt som

Araneae

Bygning

Anatomien hos edderkoppehun. Den indre fordøjelse foregår i tarmen og dens mange udposninger (divertikler). Hjertet pumper blodet ud til alle legemsdele. Her siver det ud mellem organerne som legemsvæske, der igen samles og iltes i boglungerne og løber tilbage til hjertet. Under parringen anbringer hannen sæden i hunnens sædgemme. Æggene befrugtes, når de under æglægningen passerer sædgemmet.

.

Edderkopper varierer i kropslængde fra under 1 mm til ca. 10 cm. Hunnerne er ofte større end hannerne. Kroppen er delt i forkrop og bagkrop forbundet med en kort, tynd stilk. Forkroppens hud er meget hård som beskyttelse for indre organer og til fæste for lemmer og muskler. Forrest findes normalt otte punktøjne (hos nogle arter dog kun seks, fire eller to) samt munddelene, der består af overkæber og palper. Overkæberne har et kraftigt basisled og et krumt, spidst endeled, giftkloen. Tæt over giftkloens spids munder giftkanalen ud. Palperne har seks led. Deres brede hofteled er omdannet til tyggeredskaber (underkæber), og deres endeled er forsynet med en klo, der bl.a. benyttes til at fastholde byttet.

De fire par ganglemmer er syvleddede og meget forskelligt udformet til gang, spring eller klatring. Foden er forsynet med to eller tre kløer og hos mange arter også med en scopula, dvs. en dusk af specielle hår med stor vedhængningsevne, der gør det muligt for dem at færdes på lodrette vægge og under loftet med ryggen nedad.

Bagkroppens hud er tyndere end forkroppens og kan i nogen grad udvides. Dette har især betydning for hunnerne, når æggene udvikles og får bagkroppen til at svulme op. På undersiden af bagkroppen findes ét eller to par åndedrætsorganer, de såkaldte boglunger, og én eller to åbninger ind til edderkoppernes andet åndedrætssystem, trachéerne. Omtrent midtpå findes kønsfuren, hvor hhv. æggeledere og sædledere munder ud, og længst bagtil findes spindevorterne og gattet.

Edderkoppers sanser

Huden er rigt forsynet med hår, der i forbindelse med sanseceller registrerer mekaniske påvirkninger, fx berøring, vibrationer og luftbevægelser. På forben og palper er der hår med sanseceller, der reagerer på kemiske påvirkninger ved berøring, svarende til vores smagssans, mens lugtesansen er knyttet til små fordybninger med sanseceller på føddernes overside og på munddelene. Punktøjnene hos de fangnetspindende og de nataktive arter kan næppe registrere andet end ændringer i lysintensitet, mens de dagaktive vagabonderende arter har et mere veludviklet syn og er i stand til at registrere bevægelser. Bedst er synet udviklet hos springedderkopperne, der kan opfatte billeder.

Spindeapparat og spind

Udsnit af spindevorte af korsedderkop med spindetappe (dyser), hvorfra der trækkes fibre til dannelse af den silkeplade, som sikringstråden fastgøres med.

.

Af de tre par spindevorter er de midterste ganske små, mens de andre er store, flerleddede og meget bevægelige. (Familien Liphistius har fire par spindevorter). På spindevorterne findes de dyser, hvorfra silketrådene trækkes frem. Der kendes otte forskellige typer af spindekirtler, som producerer otte forskellige slags tråde eller klæbestof. Normalt er den enkelte art dog kun i besiddelse af fem til syv kirteltyper. Kirtelsekretet er flydende, men transformeres i udførselsgangen til et uopløseligt protein (fibroin), der trækkes som en tråd ud af dysen. Da spindevorterne findes parvis, består den færdige tråd altid af mindst to sammenlagte enkeltfibre.

Nogle ikke nært beslægtede edderkoppefamilier har foran spindevorterne en spindeplade (cribellum) med tusindvis af dyser, der afgiver cribellatsilke. Desuden har de på bagbenenes næstyderste led en karte bestående af en eller to rækker krumme, stive hår. Med denne karte trækkes fine tråde af cribellatsilke i tusindvis ud af spindepladen og touperes til en filtret masse, der holdes sammen af to eller fire almindelige tråde, der samtidig trækkes ud af spindevorterne. Denne kombinerede tråd kaldes krustråd. Den har stor vedhængningsevne og fastholder et bytte lige så effektivt som korsedderkoppens klæbetråd, der består af en meget elastisk dobbelttråd tæt besat med limdråber.

Silketrådene varierer i tykkelse fra ægspindsilke på 0,012 mm til cribellatsilke på 0,2 mm. Edderkoppernes sikringstråd er betydelig stærkere end silkesommerfuglens tråd af samme tykkelse. Man har da også mange gange i 1700- og 1800-tallet søgt at udnytte edderkoppesilken industrielt, men har hver gang måttet opgive pga. besværet med at holde edderkopper i fangenskab i tilstrækkeligt stort antal. Edderkoppesilken har dog været anvendt til trådkors i sigteinstrumenter, og husedderkoppens spindelvæv har i tidens løb været benyttet til sårbehandling.

Edderkopperne anvender trådene til mange formål: sikringstråd, som de altid trækker efter sig; svævetråd til luftspredning; sædspind og ægspind til forplantningsformål; fremstilling af boliger (retræter) samt fangnet af mange forskellige typer, ofte forsynede med klæbetråd.

Retræter bygges af silke og andre materialer. De anlægges i forbindelse med fangnet eller bygges frit i vegetationen, under sten eller i andre naturlige hulheder. Adskillige arter udgraver rørformede huler i jorden og tapetserer dem med spind. Undertiden forlænges spindlaget som et åbent eller lukket spindrør over jorden. Andre arter forsyner hulen med en faldlem, dvs. et hængslet låg, der lukker automatisk for hulen.

Edderkoppers gift

Edderkopper har et par giftkirtler, der hos fugleedderkopper er beliggende i overkæbernes basisled og hos de ordinære edderkopper strækker sig langt ind i forkroppen. Giftens sammensætning og farlighed varierer fra art til art. Hovedbestanddelen er neurotoksiner, der hurtigt angriber nervevæv i forskellige dele af legemet, og proteolytiske enzymer, der fremkalder vævsødelæggelse omkring bidstedet. Kun få arter er farlige for mennesket. Af edderkopper, hvis bid undertiden kan medføre dødsfald, kan nævnes: den sorte enke (Latrodectus mactans), som er en kugleedderkop, der lever i tropisk og subtropisk klima jorden over; sortbuget kamedderkop (Phoneutria nigriventer), som er en jagtedderkop fra Sydamerika og en ret hyppig gæst i Europa med bananladninger; og endelig en australsk fugleedderkop (Atrax robustus), som er særlig talrig i turistområderne omkring Sydney. Tarantellen (Lycosa tarantula), som forbindes med den italienske dans af samme navn, er derimod ikke specielt giftig og ikke aggressiv. Ingen danske edderkopper er farlige, og kun et par stykker kan levere et bid, der giver smerter: rovedderkoppen (Dolomedes fimbriatus) og vandedderkoppen (Argyroneta aquatica).

Føde

Korsedderkop (Araneus diadematus) fanger bytte i sit hjulspind.

.

Edderkopper er rovdyr, der fanger byttet levende og dræber det med giftkløerne. Byttet er langt overvejende insekter, og edderkopper har stor økologisk betydning ved at konsumere kolossale mængder af insekter. Fangstmetoderne er rigt varierede. De vagabonderende arter ligger på lur eller driver snigjagt, de huleboende arter snapper de insekter, der passerer indgangen til deres bo, og de fangnetspindende arter afventer, at et bytte går i nettet, hvorefter det overmandes og dræbes. Fordøjelsen begynder foran munden. Byttet sønderdeles vha. munddelene; samtidig gyder edderkoppen fordøjelsesvæske ud over det. De opløste næringsstoffer suges gennem spiserøret ind i tarmen, hvor fordøjelsen afsluttes.

Forplantning

Hos den kønsmodne han er palpens yderste led omdannet til parringsorgan. Det har i sin enkleste form lighed med en pipette med en sædbeholder og et rør til opsugning og udsprøjtning af sæden. Forud for en parring fremstiller hannen et sædspind. Herpå afsætter han en dråbe sæd og fra denne fyldes sædbeholderen.

Hannen giver sig til kende over for hunnen ved specielle signaler. Dette er nødvendigt, da hunnen ellers vil opfatte hannen som bytte. Hos de vagabonderende arter består signalerne i positurer og semaforagtige bevægelser med palper og forben. Hos de rør- og huleboende arter banker hannen på boets tag eller væg på en særlig måde. Hos de fangnetspindende arter sætter hannen nettet i vibrationer ved at klimpre på trådene. Hvis hunnens svar er afvisende, tilkendegives det ved flugt eller angreb. Godtagelse vises ved passivitet, og parringen kan da foregå.

Yngelpleje

Æggene spindes ind i isolerende og eventuelt camouflagefarvet silke, og ægspindet skjules. Hos nogle edderkopper fortsætter omsorgen på forskellig vis. Jagtedderkoppernes hunner bærer rundt med ægspind og unger i en måneds tid. Hos andre former lader hunnerne ungerne deltage i udsugning af byttet. Atter andre fodrer ungerne med opgylpet føde, og hos enkelte arter, fx Eresus niger, fortærer ungerne den døde hun.

Udvikling og livslængde

Efter fremkomsten fra ægspindet gennemgår edderkopper fem til ti hudskifter, før de bliver kønsmodne. Ordinære edderkopper skifter ikke hud efter kønsmodenhedens indtræden. De forplanter sig og dør, og de opnår således kun at blive ét eller to år. Nogle arter er noget længere tid om udviklingen og bliver tre til fire år. Fugleedderkoppernes hanner dør efter parringen, men hunnerne lever videre igennem en årrække og skifter hud en gang om året efterfulgt af en forplantningsperiode. De bliver normalt 10-12 år og kan undertiden blive over 20 år.

Edderkoppers sociale adfærd

Edderkopper udviser kun sporadiske tilløb til social adfærd. Nyklækkede unger i ægspindet har endnu ikke udviklet normale aggressive adfærdsmønstre, og under parringen er aggressiviteten dæmpet ned ved et indviklet signalsystem mellem parterne. Ungerne af korsedderkop og nogle andre arter holder sammen i de første dage efter, at de har forladt ægspindet, men noget egentligt samarbejde er der ikke tale om. Det er der til gengæld hos nogle få arter inden for vidt forskellige edderkoppefamilier. Fx anlægger ca. 100 individer af den pakistanske kartespinder (Stegodyphus sarasinorum) en stor fælles retræte med tilhørende fangnet. I fællesskab overmander de et større bytte i nettet og fortærer det.

Spredning

Mange edderkoppearter spredes ad luftvejen. For de fleste arter drejer det sig om unge dyr, men for dværgedderkoppernes vedkommende er det de kønsmodne dyr, der tager på flyverejse. De flyvende edderkopper lader sig bære af en enkelt tråd eller et helt trådbundt, der virker som en drage eller et svævefly. Man kalder fænomenet "flyvende sommer", velsagtens fordi man ser det hyppigst, når sommeren er ved at være forbi.

Bestandsstørrelse

I England har man beregnet, at der på udyrket jord findes en til to millioner edderkopper pr. hektar Selv med kun et enkelt insekt som bytte om dagen for hver edderkop bliver det et meget stort antal insekter om året. En anden beregning anslår, at edderkopperne på dyrket jord konsumerer 47 ton insekter pr. ha om året.

Fossile edderkopper

Fossiler af edderkopper er temmelig sjældne. Men det kan med sikkerhed fastslås, at edderkopper med evne til at spinde silketråd forekom allerede i Devon for knap 400 millioner år siden. Mange fossiler fra Karbon for ca. 300 millioner år siden viser, at edderkopperne dengang havde leddelt bagkrop. I Kridt for ca. 100 millioner år siden fandtes de første "moderne" edderkopper med udelt bagkrop, og nogle former kunne fremstille hjulspind. Endelig viser velbevarede fossiler i rav fra Tertiær for 30 millioner år siden stor lighed og slægtskab med nulevende edderkopper.

Systematik

Araneae opdeles i tre underordener: Mesothelae, Mygalomorphae og Araneomorphae. Førstnævnte skiller sig ud ved sin udviklingsmæssigt set høje alder og mange primitive bygningstræk. De to andre er betydelig yngre og indbyrdes nært beslægtede.

Mesothelae

Mesothelae, 1. underorden, har leddelt bagkrop, to par boglunger, fire par spindevorter og parallelt stillede giftkløer. Den rummer kun en enkelt familie, Liphistius, med ca. 50 arter, alle i SØ-Asien og Japan.

Fugleedderkopper, Mygalomorphae

Fugleedderkopper, Mygalomorphae, 2. underorden, har uleddet bagkrop, to par boglunger, tre par spindevorter og parallelt stillede giftkløer. Den indeholder 30 familier med ca. 3.300 hovedsageligt tropiske og subtropiske arter.

En enkelt art, nordlig fugleedderkop (Atypus affinis) som bliver 12-18 mm, er fundet i Sydsverige og Danmark. Verdens største edderkop, den sydamerikanske Theraphosa blondi, som har en kropslængde på ca. 10 cm, hører til fugleedderkopperne. De store arter af fugleedderkopper kaldes i USA "tarantulas", ikke at forveksle med taranteller, der er ordinære edderkopper.

Ordinære edderkopper, Araneomorphae

Ordinære edderkopper, Araneomorphae, 3. underorden, har uleddet bagkrop, ét par boglunger, tre par spindevorter og giftkløernes spidser vendt mod hinanden. Den rummer over 100 familier med mere end 45.000 arter, i Danmark repræsenteret ved 30 familier med ca. 500 arter. Af underordenens mange familier skal følgende nævnes med omtale af en enkelt art for hver familie.

  • Krabbeedderkopper (Thomisidae): Kamæleonedderkop (Misumena vatia) (9-11 mm) har farveskifte mellem gul og hvid efter de blomster, den opholder sig på.
  • Springedderkopper (Salticidae): Almindelig zebraedderkop (Salticus scenicus) (5-7 mm), driver snigjagt efter fluer på mure og plankeværker.
  • Jagtedderkopper (ulveedderkopper) (Lycosidae): Engjæger (Pardosa amentata) (5,5-8 mm) er almindelig i skovbunden, hvor hunnen bærer rundt på sit ægspind, som er fastgjort til spindevorterne.
  • Rovedderkopper (Pisauridae): Stor rovedderkop (Dolomedes fimbriatus) (13-20 mm) er Danmarks største og kraftigste edderkop.
  • Tragtspindere (rørspindere) (Agelenidae): lille husedderkop (Tegenaria domestica) (9-10 mm) lever indendøre i huse.
  • Vandedderkopper (Argyronetidae): Vandedderkop (Argyroneta aquatica) (8-15 mm), lever i en dykkerklokke af silke i damme og småsøer.
  • Huskartespindere (Amaurobiidae): Huskartespinder (Amaurobius similis) (9-12 mm) spinder sit fangnet forsynet med krustråde på plankeværker og vinduesrammer.
  • Kugleedderkopper (Theridiidae): Fedtedderkop (Steatoda bipunctata) (5-7 mm) anlægger sit limsnørenet i udhuse, kældre og på lofter.
  • Hjulspindere (Araneidae): Korsedderkop (Araneus diadematus) (10-13 mm) smykker havens buske og træer med sit store regelmæssige hjulspind.
  • Hjulkrustrådsspindere (Uloboridae): Trekantspinder (Hyptiotes paradoxus) (4-5 mm) anbringer sit trekantede fangnet forsynet med krustråde på grene i øjenhøjde, gerne i en rødgranbevoksning.
  • Tæppespindere (Linyphiidae): Almindelig baldakinspinder (Linyphia triangularis) (5-6,5 mm) ophænger sit baldakinnet i buske og lave træer. Til denne familie hører også sort dværgedderkop (Erigone atra) (1,8-2,8 mm), der fremstiller et ganske lille tæppespind helt nede ved jordoverfladen; den er kendt for sin deltagelse i "flyvende sommer".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig