elefanter

Bygning

Elefanter er karakteriseret ved en veludviklet snabel, stort hoved, store pladeformede ører, kort hals, tøndeformet krop og kraftige søjleformede ben. Kranieknoglerne har talrige hulrum for at mindske vægten. Snablen er resultatet af en sammenvoksning mellem overlæbe og næse i fosterstadiet. Hos den voksne elefant er snablen knap 2 m lang og består udelukkende af muskler, blodkar og nerver. Næseborene er ført frem som to parallelle rør, og snablen bruges både til at snuse med, føle med, gribe med, slå med og drikke med. Den indiske elefants snabel kan rumme 8,5 l vand, og dyret kan drikke 212 l vand på 4,6 min.

© Zoologisk Have i København

Elefanter bader i Zoologisk Have i København.

Elefanter er tågængere med tæerne hvilende på en elastisk hælpude og indesluttet i en fælles hud, der giver en næsten cirkulær trædeflade på ca. ¹/₂ m². Huden er rynket og op til 3 cm tyk på ryg og hoved. Omkring ører, anus og mund er huden dog papirtynd, hvilket udnyttes ved træning af elefanter. Huden er sparsomt behåret og uden svedkirtler. Varmeafgivelse sker ved, at elefanten vifter med ørerne, der pga. den tynde hud fungerer som effektive varmeregulatorer.

Tandsættet er stærkt specialiseret. Hjørnetænder og fortænder mangler, bortset fra det ene sæt fortænder i overkæben, der er omdannet til stødtænder, som især hos hannerne kan nå en anseelig størrelse. Stødtænderne benyttes som våben og som graveredskab. Arbejdselefanter bruger dem desuden som løftestænger. Stødtænderne vokser livet igennem; de udgør den fineste form for elfenben. Kindtænderne er murstensformede og stærkt foldede. Elefanterne har i alt seks sæt i over- og underkæbe; kun ét sæt er dog funktionsdygtigt ad gangen. Efterhånden som et sæt slides ned, skubbes det ud af det bagvedliggende sæt, som derefter overtager tyggefunktionen.

© Colourbox

Elefanter.

Elefanter har ingen naturlige fjender, bortset fra mennesket, og deres levealder bestemmes normalt af sliddet på kindtænderne. Når det sidste sæt kindtænder er slidt ned, kan elefanten ikke længere bearbejde føden, og den dør af sult. Det sker normalt i 50-60-års alderen.

Formering og social adfærd

Elefanter er bag øjet udstyret med en særlig tindingekirtel, der med mellemrum udskiller et stærkt lugtende sekret. Tilstanden kaldes musth og er hos hanelefanter desuden kendetegnet ved stor aggressivitet; hanelefanter i musth bliver foretrukket af hunnerne. Musth-perioderne falder sammen med en øgning af blodets testosteronindhold samt en opsvulming af penis og en udskillelse af et kraftigt lugtende grønt sekret, der konstant drypper fra penis. Man ved ikke, om øgningen af testosteronindholdet er et resultat af musth-tilstanden eller en forudsætning for tilstanden. Både musth-sekretet og det grønne sekret fra penis bruges som duftsignaler. Hanner i musth gnider tindingekirtlerne mod grene o.a. og signalerer på den måde deres tilstedeværelse og seksuelle tilstand til andre hanner.

Elefanthunner er drægtige i 22 måneder og føder en unge, som ved fødslen vejer ca. 100 kg. Den tager det første år ca. 1 kg på om dagen. Under diegivningen drikker ungen med munden direkte fra patten med snablen bøjet skråt bagud over hovedet. Snablen bruges på det tidspunkt kun til at undersøge omgivelserne med. Unger opfostres af de voksne hunner i fællesskab, og der er i familiegrupperne et udpræget sammenhold. Er et af familiemedlemmerne kommet i nød, træder alle hjælpende til. Man har set eksempler på, at unger, der sad fast i et mudderhul, er hjulpet fri gennem et koordineret samarbejde mellem de voksne hunner, og ved dødsfald kan der gå flere dage, før de øvrige gruppemedlemmer forlader kadaveret.

Den afrikanske elefant

© Christen Hansen

Mindre elefantflok i Amboseli National Park, Kenya 1978.

Den afrikanske elefant er den største af de to nulevende elefantarter og det største landlevende pattedyr overhovedet. Skulderhøjden er 3-4 m, og vægten 3000-7500 kg; hannerne er størst. Både hanner og hunner har veludviklede stødtænder. Snablen har i spidsen to fingerlignende udvækster, der benyttes, når elefanten samler små ting op. Panden er flad, og ørerne er meget store. Ryggen er saddelformet (konkav) med skuldrene som det højeste punkt. Den afrikanske elefant er udbredt i Afrika syd for Sahara og findes såvel på savannen som i tæt skov. Elefanterne i den vestafrikanske regnskov adskiller sig så meget fra de øvrige afrikanske elefanter, at de ofte regnes som en selvstændig underart (L. a. cyclotis). De er bl.a. betydelig mindre end savanneformen (L. a. africanus), og stødtænderne peger nedad i stedet for opad.

Afrikanske elefanter lever af græs, grene og buske, som rives af med snablen og føres til munden. En enkelt elefant spiser op til 300 kg om dagen (5% af dens egen vægt) og drikker en tilsvarende mængde vand.

Elefanterne lever i matriarkalske familiegrupper bestående af et antal hunelefanter med unger. Kernen i flokken er en enkelt hunelefant (anføreren) med unge samt hendes voksne døtre med deres unger. Den typiske flokstørrelse er 10-11 elefanter, men flokke på over 20 er ikke ualmindelige. Derudover kan flere beslægtede grupper slå sig sammen til klaner for kortere tid, og flokstørrelser kan på den måde midlertidigt komme op på flere hundrede. Hannerne forlader familiegruppen, når de bliver kønsmodne (11-12 år), og danner ungkarleflokke eller vandrer alene omkring. De kommer kun i nærheden af hunflokkene, når en eller flere af hunnerne er i brunst. Flere hanner kæmper da om parringsretten, og den vindende han følger derefter den brunstige hun i flere dage, indtil hun er klar til parring.

Den afrikanske elefant var tidligere jævnt udbredt over hele Afrika, men jagt pga. de værdifulde stødtænder og bortskydning i forbindelse med opdyrkning af jorden har splittet bestanden op i mange mindre bestande. Trofæjagten er bl.a. skyld i, at den gennemsnitlige stødtandvægt er faldet fra 12 kg i 1970 til 5 kg i 1989. I 1995 regnede man med en samlet bestand på 700.000-800.000 elefanter i Afrika, i 2011 med 500.000-600.000.

Den indiske elefant

© Mathilde Foto/Søren Lauridsen

Elefanter. Indiske elefanter kan løfte op til 350 kg i munden og slæbe op til 4 t med sele. Som pakdyr kan de bære op til 500 kg på ryggen. Arbejdselefanter arbejder 5-8 timer om dagen og styres af erfarne elefantdrivere, mahouter.

Den indiske elefant adskiller sig fra den afrikanske ved sin mindre størrelse med skulderhøjde 2,5-3 m og vægt 3000-5000 kg, mindre ører, hvælvet pande og svagt rund (konveks) ryg. Snablen har i spidsen kun en enkelt fingerlignende udvækst, og hunnernes stødtænder er så små, at man ofte kun kan se dem, når elefanten åbner munden. Den indiske elefant er udbredt fra Indien og Sri Lanka i vest over Thailand og Malaysia til Sumatra og Borneo i øst. Den er mere skovlevende end den afrikanske elefant, men findes også på åbent land.

Den indiske elefants føde består fortrinsvis af bark, blade, rødder og buske samt forskellige frugter. Især det sidste giver problemer, når elefanterne trænger ind på dyrkede marker, og den indiske elefant betragtes mange steder som et skadedyr. Indiske elefanter lever i matriarkalske grupper ligesom de afrikanske, men i modsætning til de afrikanske følger hanner ofte hungrupperne gennem længere tid. Ungkarlegrupper er sjældne.

Den indiske elefant har været domesticeret i flere årtusinder og bruges endnu i dag i cirkus og som arbejdselefant mange steder i Asien. Dens styrke og store bevægelighed i tæt skov gør den ideel som trækdyr, når store, tunge træstammer skal slæbes gennem skoven ud til farbar vej. Tidligere brugte man også elefanter som stridselefanter i krig, og man kan stadig se dem benyttet på tigerjagter samt som transportdyr på safarier. Pga. jagt og indskrænkning af levesteder er den naturlige bestand af indiske elefanter faldet drastisk siden 1900-t.s begyndelse, og den indiske elefant regnes i dag for en stærkt truet art. Man regner med en samlet bestand på 25.000-32.000 i naturen.

Læs også om elefanternes kulturhistorie og om deres evolution.