klippegrævlinger, Procaviidae, eneste nulevende familie inden for pattedyrordenen Hyracoidea. Der er syv arter i tre slægter: egentlige klippegrævlinger (Procavia), buskgrævlinger (Heterohyrax) og trægrævlinger (Dendrohyrax). De er kaninstore, kompakte dyr med kort snude, små ører, korte ben og kort hale. Pelsen består af en fin inderpels og en grovere yderpels og varierer i farve fra grå til brun. Midt på ryggen er der en plet med anderledes farvede hår. De dækker en duftkirtel, der kommer frem, når dyret indtager truepositur. Fodsålerne er forsynet med talrige svedkirtler og kan trækkes sammen, så de danner en sugekop. Det giver klippegrævlingerne et solidt fodfæste på sten og træstammer.
Fortænderne i overmunden er spidse og svagt krumme. Ligesom hos gnaverne vokser de livet igennem og mangler emalje på bagsiden, så de skærpes ved slid. Til trods for de gnaverlignende træk er klippegrævlingerne dog ikke nærmere beslægtet med gnaverne, ejheller med grævlinger. Klippegrævlingernes nærmeste nulevende slægtninge er elefanterne.
Klippegrævlinger er udbredt i Afrika syd for Sahara samt i den vestlige del af Lilleasien. De egentlige klippegrævlinger og buskgrævlingerne færdes fortrinsvis på jorden, trægrævlingerne mest i træerne. Alle arter klatrer dog glimrende. De lever af blade, græsser og frugter; selv blade fra giftige planter fortæres. Som tilpasning til varmen kan de koncentrere deres urin ekstremt meget, så deres vandbehov bliver minimalt.
De egentlige klippegrævlinger og buskgrævlingerne er dagaktive, trægrævlinger nataktive. De jordlevende arter lever i familiegrupper bestående af én dominant han, 3-7 hunner og deres afkom. Trægrævlinger færdes normalt enkeltvis eller 2-3 sammen. Klippegrævlinger udgør hovedføden for adskillige rovfugle, og de er desuden yndede byttedyr for rovdyr som løve, leopard, hyæner og pythonslanger.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki