årfugle | lex.dk – Den Store Danske

Forskellige årfugle. 1. Salviehøne (*Centrocercus urophasianus*) fra det vestlige Nordamerika er knyttet til tørt græsland med krat. 2. Blå hjerpe (*Dendragapus obscurus*) kommer også fra det vestlige Nordamerika og er primært knyttet til bjergområder med nåleskov. 3. Urfugl (*Lyrurus tetrix*) fra Eurasien. 4. Dalrype (*Lagopus lagopus*) er udbredt i arktiske og alpine egne, hvor den foretrækker relativt fugtige og frodige områder. Den viste fugl er i fældning fra sommer- til vinterdragt. 5. Hjerpe (*Tetrastes bonasia*) med kyllinger; arten er udbredt i Eurasiens nåle- og blandskov. Hos arterne 1-3 er hunner og hanner meget forskellige af udseende, og den viste fugl er i alle tilfælde en han.

Jon Fjeldså.

Licens: Begrænset anvendelse

Årfugle er en gruppe af fasanfugle, som tidligere blev regnet for en selvstændig familie. Der kendes ca. 20 arter, som er udbredt i nordlige, tempererede og arktiske egne, i den sydlige del af udbredelsesområdet især i bjergområder. De fleste arter lever i nåle- og blandskov, enten i tæt skov eller i lysninger og skovkanter. En del findes desuden i åbent land som tundra og steppe.

Faktaboks

Etymologi: 1. led i ordet årfugl som i urfugl.

Begrænsede trækbevægelser kendes hos de nordligste bestande, men generelt er årfugle stationære og godt tilpasset kulde; således er tarsen (mellemfoden) og hos ryperne også tæerne fjerklædte.

Udseende

Årfuglene bliver 38-115 cm lange, hannerne bliverstørst. Næbbet er kort med fjerdækkede næsebor, og fjerdragten er oftest camouflagefarvet brunlig, om end hannerne hos flere arter har mere markante, ofte mørke og metalskinnende farver.

Over øjet har hannen hos de fleste arter en rød "kam", som i yngletiden er mere eller mindre opsvulmet, og hos en del kan den øverste del af spiserøret pustes op til et resonansorgan. Nogle hanner har også forlængede og evt. særligt udformede haler.

Føde

Årfuglenes føde er næsten rent vegetabilsk, dog med et vist islæt af insekter om sommeren. Desuden lever kyllingerne primært af insekter i den første tid.

Planteføden omfatter især nåle, blade, knopper og bær, mens frø kun synes at være af betydning for de amerikanske præriehøns (Tympanuchus spp.). Nedbrydningen sker bl.a. ved bakteriel forgæring i blindtarmene.

Ynglebiologi

Der en del variation i ynglebiologien blandt årfuglene. Således er ryperne (Lagopus spp.) og de to eurasiske hjerper (Tetrastes spp.) monogame, mens de øvrige årfugle er promiskuøse. Hos ryperne kan hannen forsvare reden og kyllingerne, og hos dalrypen (L. lagopus) evt. også varme kyllingerne under sig, men ellers er hunnen alene om yngelplejen.

Hos promiskuøse arter udfører hannen et "spil" for at tiltrække hunner, en stereotyp kombination af lyde (også mekaniske), positurer og bevægelser, enten enkeltvis eller på særlige spillepladser (se arena). Mest udviklet er arenaspillet hos urfuglen og visse amerikanske arter, bl.a. præriehønsene.

Det er blandt de promiskuøse arter, man finder den mest udtalte kønsforskel i størrelse og fjerdragt; hos tjuren vejer hannen således 3,9-4,3 kg (evt. helt op til 6,5 kg), mens hønen blot vejer 1,7-2,0 kg.

Kyllingerne føres af hønen, men finder selv deres føde. Som hos andre hønsefugle kan de flyve, længe før de er udvoksede, oftest 5-8 dage efter klækningen.

Status

De fleste årfugle er gået betydelig tilbage i antal i takt med menneskets omformning af landskabet og med indførelsen af intensive driftsformer i skovbruget. For visse arter og bestande har jagt været en medvirkende eller en primær årsag til tilbagegangen.

Læs mere i Den Store Danske

hønsefugle

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Fugle

Morten Frederiksen

Ph.d., dr.scient., professor, Aarhus Universitet