Bynkefugl
Bynkefugl (Saxicola rubetra), han.
Bynkefugl
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Bynkefugl er en ret almindelig dansk ynglefugl og trækgæst i fluesnappernes familie. Den tilhører slægten Saxicola (bynkefugle), der omfatter ca. 15 arter, som alle er udbredt i den gamle verden.

Faktaboks

Også kendt som

Saxicola rubetra

Den er korthalet og bliver ca. 13 cm lang. I sommerdragten har hannen orange bryst og flanker. Den er som regel letgenkendelig på en meget markeret hvid øjenbrynsstribe i et forholdsvis mørkt hoved.

Bynkefuglen foretrækker åbent, fugtigt land, hvor man gerne finder den siddende i toppen af en busk. Føden består af insekter og andre smådyr. Den overvintrer på savanne og dyrket land i tropisk Afrika.

Ud over bynkefugl yngler også vestlig sortstrubet bynkefugl (Saxicola rubicola) i Danmark. Den ynglede i Frøslev Mose i Sønderjylland i 1940'erne, men forsvandt igen. I 1992 genindvandrede den til landet og yngler i dag med mere end 400 par i især Vestjylland, men også på Øerne. Hannen kan kendes fra bynkefugl på sit sorte hoved og strube samt en tydelig hvid stribe på siden af halsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig