Stenpikkeren er en 15-16 cm stor spurvefugl i fluesnappernes familie. Den er udbredt i arktiske og tempererede områder fra det nordøstlige Canada og Grønland over Europa til Beringshavet og Alaska; overvintringen sker i Afrika. I Danmark er den en ikke særlig talrig ynglefugl og en almindelig trækgæst.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Oenanthe oenanthe, digesmutte
Den kræver åbent, stenet terræn, som den her i landet bl.a. kan finde ved kyster, i grusgrave og opfyldningsområder og visse steder ved stendiger i agerlandet.
Slægten af stenpikkere (Oenanthe) omfatter i alt 29 arter. Det er kun stenpikker, der yngler i Danmark, men flere andre arter optræder af og til som sjældne gæster: isabellastenpikker (O. isabellina) fra Lilleasien, Kaukasus, Centralasien, nonnestenpikker (O. pleschanka) fra Sydrusland og store dele af Asien, middelhavsstenpikker (O. hispanica) fra Sydeuropa og ørkenstenpikker (O. deserti) fra Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.