• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

duehøg

Oprindelige forfattere KKam og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Duehøg. Ung fugl tv.

Duehøg. Ung fugl tv.

duehøg, Accipiter gentilis, kraftigt bygget høg (48-62 cm, hunnen betydelig større end hannen), udbredt i skovområder i Eurasiens og Nordamerikas tempererede zoner. Duehøgens bytte er i høj grad fugle, især større arter som duer, kragefugle og hønsefugle, men også pattedyr som kaniner, egern m.m.

Både herhjemme og i udlandet har den i forbindelse med "vildtpleje" været bekæmpet mere ihærdigt end nogen anden rovfugl, og omkring 1930 var der kun en restbestand tilbage, fortrinsvis i statsskove. En delvis fredning 1931 medførte en svag fremgang, men endnu i 1960'erne var der kun ca. 100 par i landet. I 1967 blev den helårsfredet, og siden voksede bestanden til ca. 650 par (1990) på trods af, at mange stadig blev skudt illegalt eller i henhold til bestemmelserne om "skadevoldende vildt". Dette begreb forsvandt ud af den danske jagtlov i 1993, om end begrænsede muligheder for bekæmpelse i konkrete tilfælde stadig resterer. I de seneste år er bestanden atter reduceret til under 600 par, antagelig pga. ulovlig bekæmpelse. Se også høge.

Hør duehøgen:

/@api/deki/files/64128/=26918192.mp3