finker

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Alle finker er frøædere; af stor betydning for nogle arter er desuden planteknopper og skud og/eller insekter. Næbbets størrelse og form afspejler føden: Jo kraftigere næb, desto større og/eller hårdere frø tager fuglen. 1 Kernebider (Coccothraustes coccothraustes), 18 cm, udbredt i størstedelen af tempereret Eurasien. 2 Stor korsnæb (Loxia pytyopsittacus), han, 18 cm, udbredt i fyrreskov i Nordeuropa fra Skandinavien til Ural. 3 Dompap (Pyrrhula pyrrhula), tv. han, th. hun, 16 cm, udbredt i størstedelen af tempereret Eurasien. 4 Grønsisken (Carduelis spinus), han, 12 cm, udbredt i størstedelen af Eurasiens nåletræszone. 5 Gråsisken (Carduelis flammea), han, 12-13 cm, udbredt i nordligt tempererede og lavarktiske dele af Eurasien og Nordamerika. 6 Tornirisk (Carduelis cannabina), han, 14 cm, udbredt i Europa undtagen de nordligste dele samt dele af Vestasien. 7 Stillids (Carduelis carduelis), 14 cm, udbredt i Europa mod nord til Sydskandinavien samt dele af Nordafrika og Vestasien. 8 Bogfinke (Fringilla coelebs), tv. hun, th. han, 15,5 cm, udbredt i hele Europa samt tempereret Asien mod øst til Bajkal. 9 Kvækerfinke (Fringilla montifringilla), han, 15,5 cm, udbredt i nåletræs- og birkezonen over det meste af Nordeurasien. 10 Grønirisk (Carduelis chloris), han, 15 cm, udbredt i næsten hele Europa samt tilstødende dele af Nordafrika og Asien.

finker, Fringillidae, familie af spurvefugle med ca. 125 arter. Tidligere blev stort set alle frøædende spurvefugle henført til familien, men det er blevet klart, at der er tale om en række ikke nærmere beslægtede grupper, bl.a. astrilder, enker, spurve, værlinger og væverfugle, der pga. tilpasning til føden ligner hinanden (konvergent udvikling).

Finkerne i moderne forstand inddeles i to underfamilier, Fringillinae (blot tre arter i én slægt, Fringilla) og Carduelinae. Førstnævnte er udbredt i Europa og Asien, og to af arterne, bogfinke og kvækerfinke, forekommer almindeligt i Danmark. Carduelinae er udbredt over det meste af verden undtagen den australske region, hvor dog begge underfamilier er repræsenteret af indførte arter fra Europa.

Finker er små fugle, varierende i længde fra 11 til 19 cm. Mange er skovfugle, men familien er repræsenteret i snart sagt alle slags habitater, og adskillige arter findes almindeligt i haver og parker. Flere af dem har været eller er populære burfugle pga. farverne og sangen, og fordi det er let at forsyne dem med egnet foder. Alle de domesticerede racer af kanariefugl stammer fra Serinus canarias fra De Kanariske Øer.

 

Kaktusjordfinke lever af kaktusblomsterne. En af de tretten finkearter, der udelukkende findes på Galapagos, og som var med til at lede Darwins tanker i retning af evolutionsteorien.

Finke på Galapagosøerne.

Finke på Galapagosøerne.

Charles Darwin. På Galápagosøerne opdagede Darwin 13 forskellige arter af finker. Finkerne havde tilpasset sig de forskellige øers levevilkår. Tegning af fire af finkerne.

Finker har næb, der er indrettet til effektiv afskalning af frø. I renden inden for overnæbbets rand kan frøet trykkes fast og afskalles ved undernæbbets bevægelser (pile viser retningen). Frøet styres undervejs af fuglens tunge (ikke vist). Renden er smal ved næbspidsen og bredere indefter og kan derfor give godt hold på flere størrelser frø.

Næbbet er specialiseret til kosten. Det er mere eller mindre kraftigt og kegleformet, og kæbemusklerne er veludviklede. Frøene afskalles ved med undernæbbet at blive trykket op i en rende inden for overnæbbets rand, hvorefter den knækkede skal fjernes med tungen. Næbbets størrelse varierer meget, afhængigt af størrelsen af de frø, den pågældende art er tilpasset til at æde, og formen kan yderligere være specialiseret til at skaffe adgang til føden; mest ekstremt hos korsnæbbene, hvor over- og undernæb er krydsede; de lever af koglefrø. Som en anden tilpasning til føden har finker en veludviklet kråse.

Reden, der bygges af plantemateriale, fjer og hår og har en meget dyb skål, anbringes som regel i træer eller buske. Kuldet på 3-6 æg ruges af hunnen, mens ungerne fodres af begge mager. Derudover er der en del forskelle mellem de to underfamilier. Fringillinae opretholder og forsvarer store yngleterritorier, hvor de finder føden. Ungerne opfodres primært med insekter, især larver, som forældrene bærer i næbbet. Carduelinae har små territorier, der kun omfatter redens nærmeste omgivelser, mens fourageringen sker flokvis uden for det forsvarede område. Deres unger opfodres på en blandet animalsk og vegetabilsk kost eller på ren plantekost, som forældrene bærer i svælget eller en særlig strubepose. Da plantefrø er tilgængelige gennem en længere periode end insektlarver, vil de arter, hvis unger klarer sig uden insekter, ofte opfostre flere kuld om året.

I Danmark forekommer en lang række finker som ynglefugle eller træk- og vintergæster, nemlig bogfinke, kvækerfinke, grønirisk, stillids, grønsisken, tornirisk, gråsisken, korsnæb, karmindompap, krognæb, dompap og kernebider. Derudover forekommer den syd- og mellemeuropæiske gulirisk (Serinus serinus) som en uregelmæssig ynglefugl; den havde en lille fast bestand fra omkring 1970 til midt i 1980'erne. Bjergirisk (Carduelis flavirostris) er en ret almindelig træk- og vintergæst, der især træffes på strandenge og fælleder, talrigst i Nord- og Vestjylland. Som tilfældige gæster er truffet ørkendompap (Bucanetes githagineus) fra Middelhavsområdet samt to nordlige arter, hvidsisken (Carduelis hornemanni) og hvidvinget korsnæb (Loxia leucoptera).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Alle finker er frøædere; af stor betydning for nogle arter er desuden planteknopper og skud og/eller insekter. Næbbets størrelse og form afspejler føden: Jo kraftigere næb, desto større og/eller hårdere frø tager fuglen. 1 Kernebider (Coccothraustes coccothraustes), 18 cm, udbredt i størstedelen af tempereret Eurasien. 2 Stor korsnæb (Loxia pytyopsittacus), han, 18 cm, udbredt i fyrreskov i Nordeuropa fra Skandinavien til Ural. 3 Dompap (Pyrrhula pyrrhula), tv. han, th. hun, 16 cm, udbredt i størstedelen af tempereret Eurasien. 4 Grønsisken (Carduelis spinus), han, 12 cm, udbredt i størstedelen af Eurasiens nåletræszone. 5 Gråsisken (Carduelis flammea), han, 12-13 cm, udbredt i nordligt tempererede og lavarktiske dele af Eurasien og Nordamerika. 6 Tornirisk (Carduelis cannabina), han, 14 cm, udbredt i Europa undtagen de nordligste dele samt dele af Vestasien. 7 Stillids (Carduelis carduelis), 14 cm, udbredt i Europa mod nord til Sydskandinavien samt dele af Nordafrika og Vestasien. 8 Bogfinke (Fringilla coelebs), tv. hun, th. han, 15,5 cm, udbredt i hele Europa samt tempereret Asien mod øst til Bajkal. 9 Kvækerfinke (Fringilla montifringilla), han, 15,5 cm, udbredt i nåletræs- og birkezonen over det meste af Nordeurasien. 10 Grønirisk (Carduelis chloris), han, 15 cm, udbredt i næsten hele Europa samt tilstødende dele af Nordafrika og Asien.

© Dette billede må du ...

Kaktusjordfinke lever af kaktusblomsterne. En af de tretten finkearter, der udelukkende findes på Galapagos, og som var med til at lede Darwins tanker i retning af evolutionsteorien.

© Dette billede må du ...

Finker har næb, der er indrettet til effektiv afskalning af frø. I renden inden for overnæbbets rand kan frøet trykkes fast og afskalles ved undernæbbets bevægelser (pile viser retningen). Frøet styres undervejs af fuglens tunge (ikke vist). Renden er smal ved næbspidsen og bredere indefter og kan derfor give godt hold på flere størrelser frø.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 26920430.mp3 (649.9 kB)

Finker. Gulirisk.

Admin

06/03/2009

 26920445.mp3 (538.78 kB)

Finker. Bjergirisk.

Admin

06/03/2009

 26920455.mp3 (345.01 kB)

Finker. Hvidsisken.

Admin

06/03/2009

 26920470.mp3 (682.97 kB)

Finker. Hvidvinget korsnæb.

Admin

06/03/2009

[+334269.801.svg (18.32 kB)

Finker har næb, der er indrettet til effektiv afskalning af frø. I renden inden for overnæbbets rand kan frøet trykkes fast og afskalles ved undernæbbets bevægelser (pile viser retningen). Frøet styres undervejs af fuglens tunge (ikke vist). Renden er smal ved næbspidsen og bredere indefter og kan derfor give godt hold på flere størrelser frø.

Admin

06/03/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Bodil Hammer
26/01/2010
Redaktionen
06/03/2009
Oprindelige forfattere
KKam
30/01/2009
LSer
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki