Gravand (Tadorna tadorna). Bagerst en ungfugl.

.

Gravanden er en almindelig dansk ynglefugl i gravændernes og gravgæssenes gruppe inden for andefuglene. Modsat de fleste ænder, men ligesom gæssene, er kønnene stort set ens. Længden er 58-67 cm, hannen større end hunnen. Gravanden er udbredt dels i Nordvesteuropa, dels fra Middelhavet mod øst gennem Centralasien.

Faktaboks

Også kendt som

Tadorna tadorna

I Danmark var gravanden fåtallig, indtil den blev totalfredet i 1931. Siden voksede bestanden til flere tusinde par, men siden 1970'erne er arten igen gået tilbage og bestanden anslås i 2019 til 1200 par. Desuden søger mange fugle fra nabolandene til landet efter yngletiden; i Vadehavet findes op til 50.000 om efteråret, og 20.000-30.000 kan overvintre. Føden er smådyr som snegle, muslinger og krebsdyr, der findes på lavt vand eller tørlagte tidevandsflader. Gravanden har fået sit navn fordi den yngler i ubeboede rævegrave, hule træer og lignende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig