Fluesnappere
Orangebuget niltava (Niltava sundara) fra Sydøstasien er en af de mest farvestrålende fluesnappere.
Fluesnappere
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Fluesnappere er en artsrig familie af forholdsvis små spurvefugle fra Europa, Afrika og Asien. Den største artsrigdom i tropisk Asien. Ud over de egentlige fluesnappere omfatter familien bl.a. bynkefugle, stenpikkere og rødhals.

Faktaboks

Også kendt som

Muscicapidae

Udseende

Det er små, 10-20 cm lange fugle. Der er ret stor variation arterne imellem, men de fleste har med brede, affladede næb, ofte med børster ved roden, ret korte ben og lange vinger. Familien står drosselfuglene nær, især jordsangerne, som formentlig er nærmere beslægtet med fluesnapperne end med droslerne.

Levevis

Fluesnappere er insektspecialister. De er samtidig fremragende flyvere, som ofte tager byttet flyvende, enten i luften eller i vegetationen, typisk under korte udflugter fra en udsigtspost. Flere af de mindre arter fouragerer dog mere som sangere og snapper småinsekter fra løvet, mens de bevæger sig rundt på grene og kviste. Mange arter er egentlige skovfugle, mens andre er knyttet til skovkanter og også findes i haver og parker.

I yngletiden er fluesnapperne territoriale, og nogle opretter også territorier under kortvarige pauser i trækket. Nogle, men langtfra alle, har en veludviklet sang. Reden kan være en skål af plantemateriale bygget på en vandret gren, men overdækkede reder forekommer også, og mange arter yngler i træhuller. Tropiske arter lægger normalt 2-3 æg, mens nordligere ynglende arter lægger 4-7 (sjældent op til 10) æg. De ruges af hunnen eller af begge magerne, og begge mager opfodrer ungerne.

Fluesnappere i Danmark

Blandt de fluesnappere, som yngler regelmæssigt i Danmark, er grå og broget fluesnapper, bynkefugl, sortstrubet bynkefugl, stenpikker og rødhals. Desuden forekommer lille fluesnapper (Ficedula parva) som en meget sjælden ynglefugl og fåtallig trækgæst, mens hvidhalset fluesnapper (Ficedula albicollis), en østlig art med vestlige forposter i Mellemeuropa samt en isoleret bestand på Gotland, er en meget sjælden træk- og sommergæst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig