Pibere
Kanarisk piber (Anthus berthelotii) er vidt udbredt og almindelig på både Madeira og De Kanariske Øer.
Pibere
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Pibere er en slægt af spurvefugle i familien Motacillidae, der bl.a. også omfatter vipstjerter samt de afrikanske sporepibere (Macronyx spp.), der tæller otte arter med stærkt gul eller rød underside samt meget store fødder og lange kløer. Piberne omfatter 45 arter og er den videst udbredte af alle spurvefugleslægter; de findes på alle kontinenter undtagen Antarktis, også på mange oceaniske øer.

Faktaboks

Også kendt som

Anthus

Udseende og levevis

De er små, 14-18 cm lange fugle med tyndt, spidst næb og ret store fødder med lang bagklo, uanseeligt tegnet i brunlige farver med mørkere striber og pletter. De færdes oftest på jorden og lever i åbne landskaber som græsland, eng, hede og halvørken, åbne skove og skovlysninger og langs klippekyster. Føden er smådyr, især insekter. I yngletiden er de territoriale, og de fleste arter har en spektakulær sangflugt. Reden bygges skjult i vegetationen på jorden; kun hunnen ruger, men begge mager fodrer ungerne.

Pibere i Danmark

I Danmark yngler fire arter af pibere. Skovpiber (Anthus trivialis) og engpiber (A. pratensis) er begge almindelige. Derimod er både skærpiber (A. petrosus) og markpiber (A. campestris) meget fåtallige og i hovedsagen indskrænket til hhv. stenede øer i Kattegat og sandede områder ved Skagen og på Anholt; markpiberen synes at være på vej til helt at forsvinde som ynglefugl i landet.

Bjergpiberen (A. spinoletta) optræder ved vore kyster som en fåtallig vintergæst fra bjergområder i Syd- og Mellemeuropa. Desuden forekommer to arter fåtalligt på trækket: rødstrubet piber (A. cervinus) fra Nordskandinaviens og Sibiriens tundra og storpiber (A. richardi) fra Central- og Østasien. Tajgapiberen (A. hodgsoni) er truffet fem gange i Danmark som tilfældig gæst fra Sibirien, mens mongolsk piber (A. godlewskii) fra Centralasien er iagttaget tre gange.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig