Opfinderen af den videnskabelige ringmærkning, H. Chr. C. Mortensen, ringmærkede sin første stær i 1899. Siden kom arbejdet til at omfatte mange andre fugle, bl.a. storke, hejrer, ænder og måger. I alt nåede "Fugle-Mortensen" at ringmærke over 5.200 fugle. Udateret fotografi.

.

Ringmærkning er mærkning af fugle med mærker, der er forsynet med et nummer (eller en bogstav-tal-kombination) til genkendelse ved senere fund eller genfangst samt med en returadresse.

Typisk er mærket en metalring, der anbringes om fuglens mellemfod (tars). Andre typer af mærker (vingemærker, halsmærker) og materialer (plast) bruges også, især for at øge synligheden, så mærkerne kan aflæses uden at genfange fuglen.

Formål og teknikker

Formålet med ringmærkning er at skaffe oplysninger om fuglenes bevægelser (fx fugletrækkets geografiske og tidsmæssige forløb), demografiske forhold (fx årlig dødelighed, se bestandsanalyse) og andre biologiske data af grundvidenskabelig og forvaltningsmæssig interesse. Sporing ved hjælp af moderne teknikker som radio- og satellitsendere og dataloggere kan opfattes som en videreudvikling af ringmærkningen, der gør det muligt at genkende individer og følge deres liv og færden.

Både trækforhold og faktorer, der påvirker bestandenes udvikling, kan ændre sig uforudsigeligt, så ringmærkning er ikke blot en teknik til brug i konkrete forskningsprojekter, men også et nyttigt værktøj i en løbende overvågning.

Ringmærkningens opfindelse

Ringmærkningens opfindelse tilskrives danskeren H. Chr. C. Mortensen, der som den første brugte metoden systematisk i sine undersøgelser fra 1899 af stærene i Viborg, hvor han var overlærer. Idéen bredte sig hurtigt, og allerede tidligt i 1900-tallet fremstillede og benyttede mange organisationer og enkeltpersoner i Europa og Nordamerika fugleringe.

Efterhånden blev virksomheden i de fleste lande samlet i landsdækkende ringmærkningscentraler, og i Europa blev EURING (European Union for Bird Ringing) dannet i 1963 for at koordinere og standardisere arbejdet. Nordamerika var allerede tidligt dækket af én ringmærkningscentral.

Ringmærkningens organisering i Danmark

I Danmark blev privat ringmærkning afskaffet med Jagtloven af 1967, hvorefter kun Zoologisk Museum i København (nu Statens Naturhistoriske Museum) og Vildtbiologisk Station (nu Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet) kunne forestå ringmærkning af fugle. Fra 1999 blev Statens Naturhistoriske Museum landets eneste ringmærkningscentral, men arbejdet sker fortsat i samarbejde med Institut for Ecoscience.

I praksis udføres størstedelen af mærkningerne af kyndige amatører under licens, og virksomheden er nøje overvåget for at sikre, at den lever op til fastsatte videnskabelige og etiske standarder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig