Eksempler på forskellige spætter. 1. Perlerygget spætte (Hemicircus concretus) fra Sydøstasien, 2. Lille flagspætte (Dryobates minor) fra Eurasien, 3. Stor flagspætte (Dendrocopos major) fra Eurasien, 4. Kravespætte (Celeus torquatus) fra tropisk Sydamerika, 5. Stor myrespætte (Mulleripicus pulverulentus) fra Sydøstasien, den største af alle spætter, 6. Afrikansk dværgspætte (Verreauxia africana) fra tropisk Afrika, 7. Vendehals (Jynx torquilla) fra Eurasien, 8. Agernspætte (Melanerpes formicivorus) fra Nord- og Mellemamerika, 9. Andesguldspætte (Colaptes rupicola) fra Andeshøjlandet i Sydamerika. Ill.: Jon Fjeldså.

.

Spætter er en familie af trælevende og klatrende fugle i spættefuglenes orden. Der kendes 33 slægter med tilsammen ca. 233 arter. Familien opdeles i tre underfamilier: vendehalse (Jynginae) med to arter, dværgspætter (Picumninae) med 28 arter samt de egentlige spætter (Picinae). Vendehalse og dværgspætter er ret almindeligt udseende, trælevende fugle, mens de egentlige spætter er specialiserede klatrefugle, der færdes på træernes stammer, idet de holder fast med de kraftige kløer og støtter med halens stive fjer. Størrelsen varierer fra 9 til 58 cm, men langt de fleste måler 15-35 cm. Spætterne er hovedsagelig udbredt i Amerika og Eurasien, og kun ca. 25 arter kendes fra Afrika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet spætte er oldnordisk singularis spéttr, samme ord som latin picus 'spætte' og pica 'skade'.
Også kendt som

Picidae

Levevis

Føden består primært insekter og insektlarver, som findes i revner og under bark samt fx i myretuer; de tages vha. den kolossalt lange tunge, som er indsmurt i klæbrigt spyt og oftest har modhager. Når tungen er i sin sædvanlige hvileposition, går de lange tungebenshorn langs kraniets overflade op omkring baghovedet og frem til næbroden, hvorfra de hos nogle arter fortsætter i en hulhed i højre overnæb, hos andre i en slynge om højre øjenhule. Især i vinterhalvåret æder mange egentlige spætter desuden en del plantefrø, og de amerikanske saftsugere drikker saft fra løvtræer.

De egentlige spætter har kraftige, mejselformede næb, som bruges under fødesøgningen og til udmejsling af overnatnings- og redehuller, mens andre spætter ruger i naturlige huller. Næbbet bruges også til kommunikation, idet begge køn hos de fleste arter trommer ved med op til over 20 slag i sekundet at banke mod en tør gren med god resonans. De fleste arter yngler parvis, og begge mager deltager i udrugning og ungepasning.

Spætter i Danmark

I Danmark forekommer vendehals (Jynx torquilla), grønspætte (Picus viridis) og sortspætte (Dryocopus martius) samt tre arter af flagspætter. Af flagspætterne er kun stor flagspætte (Dendrocopos major) almindelig. Den findes i skove, parker og større haver i hele landet, og med års mellemrum optræder gæster fra nord og øst i invasionsagtigt antal. Mellemflagspætte (Dendrocoptes medius) ynglede tidligere fåtalligt i gammel løvskov, men gik gradvis tilbage, og det sidste ynglefund blev gjort i 1959; siden er kun ganske få strejfgæster set i landet. Lille flagspætte (Dryobates minor) er indvandret i nyere tid fra såvel øst som syd, idet den først fandtes ynglende i Nordsjælland i 1964 og i Sønderjylland i 1973. Siden har den spredt sig noget, bl.a. til Bornholm. I Dansk Ornitologisk Forenings fugleatlas 2014-2017 (Atlas III) blev bestanden anslået til 83-128 par, de fleste i Nordsjælland. Den foretrækker naturskov på fugtig bund.

Som tilfældige gæster er truffet tretået spætte (Picoides tridactylus) fra Skandinavien og guldspætte (Colaptes auratus) fra Nordamerika.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig