Ovnfugle
Med sit lange, krumme næb hører rødnæbbet lenæb (Campylorhamphus trochilirostris) til blandt de mere karakteristiske ovnfugle. Den er udbredt fra Panama i nord til Uruguay og det nordlige Argentina i syd.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Ovnfugle er en ret forskelligartet familie af små til mellemstore suboscine spurvefugle. Der kendes ca. 70 slægter med tilsammen mere end 300 arter, som er udbredt i hele Sydamerika og Mellemamerika mod nord til det centrale Mexico.

Faktaboks

Også kendt som

Furnariidae

Det er 12-28 cm store, oftest brunlige fugle med stor variation i udseende og levevis. Mange har et tyndt næb, korte afrundede vinger og en forholdsvis kort hale, men nogle arter har langt, buet næb, og flere af spidshalerne (Synallaxis spp. mfl.) har lang hale med stive fjerspidser.

De fleste arter er knyttet til skov eller tæt buskads, men mange findes i mere eller mindre åbne landskaber. De lever gerne skjult, enten på eller nær jorden eller i træer, hvor flere arter minder om lærker, halemejser, pibere, træløbere eller andre hjemlige fugle. Føden består især af insekter, hos enkelte arter dog af frø. Kuldet er oftest på 2-5 hvide æg, der lægges i et velforet redekammer, gerne i jord- eller træhuller.

De egentlige ovnfugle (Furnarius spp.) bygger kuppelformede reder af ler, der minder om gammeldags jordovne. Andre arter bygger lukkede grenreder, som i visse tilfælde kan være meget store. Begge køn ruger æggene og fodrer og passer ungerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig