ugler

Ugler er med få undtagelser nat- eller skumringsaktive rovdyr, og det karakteristiske udseende skyldes i høj grad tilpasninger til denne levevis. Hos de mest udpræget nataktive arter samler de store, rørformede øjne lyset 2-3 gange så effektivt som hos mennesker. Desuden er der en overvægt af lysfølsomme sanseceller (stave) i nethinden og relativt få farveopfattende sanseceller (tappe), hvilket øger lysfølsomheden på bekostning af opløsningen (skarpsynet) og farvesynet. I dagslys ser ugler mindre skarpt end mennesker og rovfugle, men dog skarpere end natlevende pattedyr som fx katte.

Deres fremadrettede øjne giver et større binokulært synsfelt end hos næsten alle andre fugle, hvilket sikrer en god afstandsbedømmelse på bekostning af et noget reduceret synsfelt. Øjnene er praktisk taget ubevægelige i deres huler, men til gengæld kan ugler dreje hovedet mere end 270° (3/4 omgang).

Mens synet tillader uglerne at bevæge sig omkring i nattemørket, er høresansen nok så vigtig, når byttet skal lokaliseres. Uglernes slør er en mere eller mindre komplet krans om ansigtet, inkl. øreåbningerne, bestående af tætpakkede fjer med flade skafter og reducerede faner, der virker som et par høretragte; ansigtspartiet inden for kransen er dækket af fjer med løs fane, der ikke dæmper lyden. Øreåbningerne er meget store og omgivet af bevægelige hudfolder; også det indre øre og de associerede dele af hjernen er store. Hos mange ugler er de to øreåbninger desuden forskelligt udformet og placeret, og hos nogle få arter ses denne asymmetri også i kraniebygningen. Små forskelle i tid og lydstyrke mellem de to ører gør det muligt at lokalisere lyden fra byttedyr meget præcist.

Slørugler har under kontrollerede laboratorieforsøg vist sig i stand til at fange mus i absolut mørke, og i naturen fanger mange ugler bytte skjult i vegetation eller under sne alene vha. høresansen. Som en yderligere tilpasning er flugten næsten lydløs, da bl.a. svingfjerene er bløde med opslidsede kanter.

Uglerne er udbredt over det meste af verden, men artsrigdommen er størst i troperne. De fleste arter lever i skov, og kun få ugler, fx sneugle, findes i helt åbne landskaber uden trævækst. Hovedparten er stationære, nogle nordlige arter er trækfugle, mens andre i visse vintre optræder i stort antal syd for deres normale udbredelsesområde, såkaldte invasioner, i Danmark fx af høgeugle og spurveugle.

De fleste ugler lever hovedsagelig af småpattedyr, fx gnavere og spidsmus, men supplerer gerne med fugle, krybdyr og insekter, og nogle er mere eller mindre specialiserede på sådanne byttedyr. For syv arter er hovedføden fisk.

De fleste ugler yngler i huller i træer eller i gamle reder fra fx rov- eller kragefugle; enkelte ruger på jorden. Ugler hævder territorium og markerer det ved sang, fx den velkendte tuden hos natuglen. De yngler parvis, men hanner med to hunner forekommer. Kun hunnen ruger. Kuldet kan variere meget i størrelse; fx kan sneuglen lægge op til 10-14 æg i lemmingeår, mens den andre år blot lægger 2-4 eller helt afstår fra at yngle.

I Danmark yngler natugle og skovhornugle almindeligt, mens kirkeugle og slørugle er fåtallige. Mosehornuglen er sjælden og uregelmæssig som ynglefugl med under 10 par, men temmelig almindelig som træk- og vintergæst. Perleuglen, der er almindelig i det meste af Skandinavien, er i Danmark en sjælden vintergæst, som siden 1979 med års mellemrum har ynglet med 1-7 par. Desuden yngler stor hornugle igen i Danmark. Den blev udryddet sidst i 1800-tallet, men genindvandrede i 1984 i forbindelse med et storstilet udsætningsprogram i Nordtyskland, og i dag tæller bestanden ca. 100 par, alle i Jylland. I 2020 forsøgte et par høgeugler (Surnia ulula) at yngle på Midtsjælland, men uden held.

Som meget sjældne vintergæster nordfra optræder desuden sneugle og spurveugle, mens dværghornuglen (Otus scops) fra Sydeuropa blot er truffet enkelte gange.

Uglen er et af gudinden Athenas/Minervas attributter — jf. det ældre danske navn "minervaugle" og slægtsnavnet Athene for kirkeuglen — og er afbildet som sådan på mange mønter i græsk møntvæsen. I billedkunsten optræder den som symbol på visdom og lærdom, til tider på natten og mørkets gerninger.

• fugle