egerngruppen

Det europæiske egern (Sciurus vulgaris) er udbredt i hele Europa, i Ruslands skovområder og gennem Sibirien helt til Stillehavet. Det er et dagdyr, der foretrækker nåleskove, men det findes også i blandings- og løvskove samt i parker og haver. De kraftige baglemmer er effektive til spring, hvorunder den lange, buskede hale fungerer som styreredskab. Pelsfarven varierer fra rødbrun over grå til sort med lys bug. Den oprindelige danske stamme var ret mørk, med en høj procentdel af mørkebrune og sorte individer (Vest- og Midtsjælland) til en stærk dominans af rent sorte (Fyn). I resten af Danmark, hvor den rent røde form er dominerende, nedstammer dyrene sandsynligvis fra indførte individer. Egern æder især koglefrø, nødder, olden og insekter, sjældnere fugleæg og unger. De bygger reder i træer og samler vinterforråd, men går ikke i dvale. Kuldet på 3-7 nøgne og blinde unger fødes i maj-august. De passes af hunnen og bliver selvstændige 9-10 uger gamle.

Det amerikanske røde egern (Tamiasciurus) minder om europæisk egern og lever i Nordamerikas nåleskove. En anden nordamerikansk art, det grå egern (S. carolinensis), er indført til England, hvor det i visse egne har fortrængt det oprindelige europæiske egern.

Palmeegern (Funambulus) findes i Sydøstasien; de lever fortrinsvis af palmefrugter og kendes på 3-5 røde eller gullige længdestriber på ryggen. Kæmpeegern (Ratufa) forekommer med flere arter fra Indien til Indonesien. Den største kan blive mere end 1 m, hvoraf dog 60 cm er hale. De er stærkt knyttet til trækronerne og kommer sjældent ned på jorden. Pragtegern (Callosciurus) lever også i Sydøstasien og har ofte rødlig underside, olivengrå overside og rød hale med hvid spids. De ses også inde i byerne.

Flyveegern har en bred hudfold på siden mellem for- og bagben, hvormed de kan svæve fra et træ til et andet, mens den lange hale fungerer som ror. I modsætning til træegern er de udprægede natdyr. Det europæiske flyveegern (Pteromys volans) er lidt mindre end vort egern, har en grålig pels, store øjne og små ører. Det lever af koglefrø og knopper og samler vinterforråd. Arten lever i blandingsskove fra Finland og de baltiske lande til Kina og Japan. I Nordamerika og Sydøstasien findes andre arter af flyveegern, bl.a. de store taguaner i Sydøstasien.

De gravende og jordlevende slægter har ofte en mere plump kropsform, og lemmerne er kraftige graveredskaber. De afrikanske børsteegern (Xerus og Allantoxerus) minder om de amerikanske jordegern. De lever i kolonier på 10-30 dyr i savanne, busksteppe og ørkenområder. I deres gangsystemer findes ofte små rovdyr som surikater, som de lever fredeligt sammen med.

Murmeldyr (Marmota) er store egern med korte ben og hale. De sover vintersøvn i en hule, som de selv har gravet, eller som er dannet naturligt mellem klippestykker. De er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika.

Præriehunde (Cynomys) lever i kolonier på prærierne i det vestlige USA. Det er op til 30 cm store dyr med en hale på 10 cm. Kolonierne kan ses på lang afstand pga. den kegleformede tue af jord, der omgiver indgangshullerne til gangsystemet. På kanten af keglerne sidder medlemmer af kolonien og holder udkig, og de kan med deres skrig advare resten af kolonien mod farer.

Siseler (Spermophilus m.fl.) findes i Nordamerika, Asien og Østeuropa. Det er egernstore dyr, der i levevis minder om præriehunde.

• gnavere