elfenben

Elfenbenskunst

Elfenbenskunst kendes fra alle oldtidskulturerne i Middelhavsområdet og Mellemøsten. Et højdepunkt repræsenteres af syrisk-fønikiske arbejder fra 900-700-t. f.Kr. fundet som krigsbytte i Sargon 2.s palads i Nimrud i Assyrien (Irak). Fønikiske elfenbensarbejder blev importeret og efterlignet i Grækenland og Etrurien i 700- og 600-t. f.Kr. De græske kultstatuer i chryselefantin havde hår og dragtpartier i guld, mens nøgne partier som ansigt, hænder og fødder var af elfenben, således Fidias' kultstatuer af Zeus i Olympia og Athena i Athen. I Rom gjaldt hele stødtænder som særligt fine trofæer i triumftogene, hvor også triumfvognen havde indlagt elfenbensarbejde ligesom embedsmandsstolen sella curulis. Fra 300-400-t. stammer de såkaldte konsulardiptyker, tofløjede tavler, hvis udvendige sider var udskåret i et klassisk inspireret figurrelief.

I Det Byzantinske Rige spillede elfenbenskunsten også en vigtig rolle; berømt er Maximianus' bispetrone i Ravenna fra 500-t. Kunstfærdige rejsealtre, relikvieskrin og bispestave, ofte dekoreret med brogede farver og forgyldning, blev skåret i middelalderens Vesteuropa. Hertil kom etuier til spejle samt kamme, jagthorn og fx skakbrikker. I renæssancens Norditalien udførtes møbler med indlægninger i elfenben (og perlemor), såkaldt certosa-mosaik, og moden fortsatte på barokkens skabsmøbler, ofte med det hvide elfenben i kontrast til sort ibenholt. Også på de nye håndskydevåben, på gevær- og pistolkolber, ses fremragende indlægninger.

Med europæernes opdagelsesrejser og handel på Orienten øgedes importen af elfenben, og 1550-1700 blev pokaler, lågkrus, opsatser og portrætmedaljoner den store mode hos fyrster og adel. De blev enten drejet på en drejebænk eller skåret i hånden, dvs. hugget med mejsler. De drejede arbejder udførtes af professionelle kunstnere, der ofte tillige underviste fyrstefamilierne, som de var ansat hos, fordi arbejdsprocessen mentes at befordre præcision og tålmodighed, ønskværdige egenskaber hos regenter. I Danmark kendes drejerarbejder af bl.a. Frederik 4., ligesom dronning Sophie Magdalenes drejebænk er bevaret på Rosenborg Slot. De skårne arbejder, især lågkrus indfattet i ædelmetaller, blev fremstillet i serier på internationale værksteder i Sydtyskland og i Nederlandene eller bestilt hos omvandrende hofkunstnere, der også udførte statuetter og figurrelieffer, fx nordmanden Magnus Berg, som vandt europæisk ry og testamenterede sine arbejder til Christian 6.

Omkring 1700 vendte interessen sig fra elfenben mod det nye porcelæn. 1800-t.s historicisme medførte en kortvarig genopliven, og 1920'ernes art déco-stil skabte raffinerede kombinationer af elfenben, metal og træ.

Blandt mere dagligdags anvendelsesformer kan nævnes knivskæfter, klavertangenter og billardkugler samt i en periode kunstige tænder; elfenben er dog blevet udkonkurreret af andre materialer, blandt andet plast. Fra oldtiden indtil slutningen af 1700-t. blev elfenbenspulver anvendt som lægemiddel, og trods handelsforbuddet spiller det stadig en rolle som naturmedikament i visse fjernøstlige lande.