Afrotheria, overorden af pattedyr omfattende grupper, der er opstået i Afrika og på Madagaskar. Baseret på fossilfund har man længe erkendt, at så forskelligartede dyr som elefanter, søkøer og klippegrævlinger er hinandens nærmeste slægtninge blandt pattedyrene. Nye DNA-undersøgelser understøtter dette slægtskab og føjer desuden en række andre pattedyr til denne gruppering, nemlig børstesvin, guldmuldvarp, springspidsmus og jordsvin. I den traditionelle systematik har disse været henført enten til den ret upræcist definerede orden insektædere eller til en selvstændig orden, jordsvin.

Faktaboks

Etymologi
2. led i navnet Afrotheria kommer af græsk ther 'vilddyr'.

Et fællestræk for gruppen er, at de alle er opstået i Afrika, inklusive Madagaskar, og for de flestes vedkommende den dag i dag er begrænset til denne verdensdel. Helt nye og endnu omdiskuterede undersøgelser, som er baseret på et meget stort DNA-materiale, antyder, at Afrotheria er søstergruppe til alle andre placentale pattedyr (dvs. dem, hvor fosteret ernæres via en moderkage), og at denne opsplitning skete for ca. 100 mio. år siden svarende til det tidspunkt, hvor Atlanterhavet udvidedes, og Afrika blev adskilt fra Sydamerika, se pattedyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig