urokse

© Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum/Thorkild Jensen

Urokse. Rekonstruktion af en ca. 8500 år gammel jagtscene, hvor en urokse jages med spidshunde. Uroksen uddøde på Sjælland for ca. 7500 år siden, da havet afskar forbindelsen med kontinentet. Fra Jylland forsvandt den først i tiden omkring Kristi fødsel.

urokse, (1. led oldn. úrr, af germ. *Å«ra- 'handyr', egl. 'som befrugter, som sprøjter', af indoeur. *wehr- 'vand, regn', samme rod som i urin), Bos primigenius, uddød okse, der er stamform til hovedparten eller alle af de kendte kvægracer, se kvæg. Uroksen var en stor okse; tyrene kunne mÃ¥le op til 1,8 m over skulderen og havde lange, fremadsvungne horn. Arten var udbredt i Asien, Nordafrika og Europa, men forsvandt fra det sydlige Asien og Nordafrika for 2000 Ã¥r siden. I Europa var den et yndet jagtobjekt frem til middelalderen, men rydningen af den halvÃ¥bne skov, som var uroksens foretrukne levested, reducerede bestanden kraftigt, og udbredelsen blev begrænset til de store skove i Centraleuropa; den sidste urokse døde i Polen i 1627. Man har siden fremavlet kvægtyper, der i udseende minder om uroksen, men ligheden er kun overfladisk. Se ogsÃ¥ okser.

I den danske jægerstenalder synes uroksen at have været et efterstræbt jagtbytte; bopladsfund fra Maglemose-kulturen viser således, at urokse sammen med elg vægtmæssigt var det vigtigste hårvildt (se Prejlerup uroksefund og Vig uroksefund). Uroksen forsvandt fra Sjælland under ældre Kongemose-kultur (ca. 5500 år f.Kr.), på Fyn noget senere (i bondestenalderen) og i Jylland først nogle hundrede år f.Kr.