hunde

De fleste hunde er som ulven bygget til hurtighed og udholdenhed; de kan løbe lange strækninger og indhente byttet i fuldt firspring. Lemmerne er oftest lange og slanke, og brystet dybt. Hos visse hunde er fremavlet særlige bevægelsesmønstre, fx er myndernes smidige rygsøjle med til at øge skridtlængden og dermed løbehastigheden betragteligt. Hos fx buldog, basset hound og gravhund er lemmeknoglerne stærkt forkortede, i visse tilfælde fordi man har avlet på individer med dværgvækst.

Halen bæres hos de fleste racer mere eller mindre løftet, et træk, som allerede tidligt blev fremavlet. Halens holdning signalerer tydeligt hundens sindstilstand, og logren kendetegner den fredelige og imødekommende hund. Nogle racer fødes med en ganske kort eller ingen hale, fx fransk buldog, og hos andre kuperes den af praktiske (fx kamphunde) eller æstetiske årsager (fx boxer og dobermann). Halekupering er kun tilladt på ganske få racer i Danmark. Korthalede og halekuperede racer samt racer med oprullede haler, fx mange spidshunde, har mistet et vigtigt kommunikationsmiddel.

Hundens tandsæt afspejler dens rovdyrlevevis. Med de lange hjørnetænder, hvis latinske betegnelse caninus er taget fra slægtsnavnet Canis, fastholdes byttet, og med de smalle, spidse forkindtænder og kindtænder klippes sener og kød i mindre stykker, der kan sluges. De 28 mælketænder bryder frem hos den 6-8 uger gamle hvalp og skiftes til de blivende 42 tænder i 6-7-måneders-alderen. Særlige langkæbede racer har ofte overbid, mens kortkæbede har underbid; disse racers bid fungerer mindre effektivt under sønderdeling af føden. Tidligt i tamhundens historie har mennesket under avlen udvalgt individer med mindre frygtindgydende tandsæt, og hunde fra arkæologiske udgravninger kendes fra ulve på de spinklere tænder.

Hunde undersøger primært deres omgivelser vha. lugtesansen og hørelsen, som begge er yderst veludviklede. Lugtcentret i hjernen er stort, og i næsen ligger slimhinden på stærkt foldede benplader, der er med til at øge lugteepithelets overflade. Både hunde og ulve afmærker deres territorier med urin eller afføring, og hanhunde opfatter hurtigt, at en tæve er i løbetid, pga. dens lugt. To hunde begynder altid med at vurdere hinanden ud fra lugten, bl.a. opfanget omkring anus, hvor et par analkirtler udmunder. Hundens fine lugtesans udnyttes under jagt, men hunde har desuden fundet anvendelse under sporing af eftersøgte og forsvundne personer og sågar lavineofre dækket af flere meter sne. Hunde kan også trænes op til at finde narkotika og sprængstoffer.

Hunde kan høre toner op til 35.000 Hz — nogle endog op til 80.000 Hz — mod menneskets øvre grænse på 20.000 Hz, og de kan opfatte langt svagere lyde end vi. Ulve og fx spidshunde har oprette ører, der som tragte fanger og forstærker lyde; hængende ører er fremkommet under avlsarbejdet. Ørerne kan kuperes af enten æstetiske årsager (fx dobermann og boxer; ørekupering er nu forbudt i Danmark), eller fordi hunden ofte kæmper med andre hunde eller ulve som fx visse centralasiatiske hyrdehunde og kamphunde.

Synssansen er oftest mindre veludviklet; dog kan mynder, der jager på åbne stepper og over store afstande, opfatte fjerne bevægelser, og alle hunde bruger synet til at aflæse ejerens humør og ønsker. Farvesynet menes at mangle eller kun være svagt udviklet.

Tæver bliver kønsmodne i 6-18-måneders-alderen, og store racer får som regel deres første løbetid i 9-måneders-alderen, længe før de er udvoksede. Det anbefales dog først at avle på tæver fra anden eller tredje løbetid. Hanhunde bliver ofte kønsmodne i 6-8-måneders-alderen, hvor de begynder at lette ben.

Tæven kommer i løbetid ca. to gange om året; kun for enkelte racer som fx basenjien sker det som hos ulven kun én gang årligt. Løbetiden varer 18-21 dage, og befrugtninger kan ske i nogle få dage midtvejs. Under parringen låses hanhund og tæve som regel sammen af et svulmelegeme ved penisroden, og de står en tid bag mod bag og kan ikke adskilles; sammenlåsningens funktion kendes ikke.

Tæven er som ulven drægtig ca. ni uger. Små racer får oftest kun 2-3 hvalpe, mens store racer kan få 10-12 eller flere, dog har de fleste tæver kun otte dievorter. Ældre tæver får ofte problemer under fødslen, og det anbefales at undlade avl på tæver over syv år.

Hvalpens øjne og ører åbnes først efter 10-14 dage, hvorefter den begynder at bevæge sig omkring. Kontakt med mennesker er af stor vigtighed for den tre uger gamle hvalp, hvis den senere skal kunne knytte sig til dem, ligesom perioden 7-12 uger, hvor det er lettest at knytte en hvalp til et menneske: I Danmark må hvalpe først sælges fra 8-ugers-alderen, og de fleste sælges, før de er ti uger.

De fleste hunderacer bliver 10-14 år gamle. Kilder fra 1600-t. nævner, at hunde dengang ofte blev 20-25 år, men de fleste moderne racer er intensivt avlede og har bl.a. gennemgået perioder med indavl, og hos mange racer udvikler en stor del af individerne arveligt betingede skavanker.

Tamhundens kropssprog er yderst varieret, og hunde kan som ulve videregive nøjagtige informationer om fx deres hensigter og ønsker vha. krops-, øre- og haleholdning, mimik og rejste børster, men også vha. lyde og lugte.

De finere forskelle i signalerne er ofte svære at opfatte for mennesker, men det generelle indtryk af hundens intentioner og sindsstemning er let at fange. Omvendt synes hunde ligeledes at have let ved at aflæse menneskers humør og kommandoer, hvilket er årsagen til, at samlivet mellem de to arter kan foregå relativt gnidningsfrit.

Bortset fra spidshunde hyler de fleste racer sjældent, men benytter sig i stedet af gøen, en lydytring, ulve kun sjældent eller aldrig bruger. Gøen bruges undertiden i leg, men vendes især mod fremmede og andre rovdyr, og hos visse spor- og vagthunde, fx blodhund, er fremelsket en særlig frygtindgydende og kraftig gøen. Hunde kan også knurre aggressivt og pibe eller hvine af frygt eller forventning. Nogle få racer gør aldrig eller sjældent, det gælder fx basenjien, der i stedet hviner eller jodler.

En stor og vigtig del af hundes kontakt med andre hunde og mennesker foregår ved berøringer. Legesyge hunde springer fx op og berører andre hunde med forpoterne, og hunde prøver ofte at tiltrække sig menneskers opmærksomhed ved at puffe til ben eller arme med snuden.

Hunderacer kan have vidt forskelligt temperament, og mange har fx mistet flere af ulvens adfærdsmønstre eller fået dem reduceret gennem avlsarbejdet. Ulvens aggressioner er dæmpet væsentligt, ligesom dens jagtinstinkter hos mange racer holdes i ave eller omdirigeres. Ulve er farlige at omgås, og allerede tidligt i menneskets og hundens samliv må man have forsøgt at undgå de vildeste individer i avlen. Forskellige hundetyper avles med hver sit temperament, fx skal en vagthund være langt mindre tilnærmelig end en skødehund, og hyrdehunde skal ikke jage og dræbe dyr, mens en mynde netop skal.

Ofte avles racehunde langt overvejende efter deres ydre bygningstræk, ved eksteriøravl. Andre karaktertræk som fx finere nuancer i den sociale adfærd kan gå tabt, eller hundene mister evnen til at tolke signaler, hvorfor individer af visse racer har svært ved at omgås andre hunde. Mange hunde lever desuden langt størstedelen af deres liv uden at omgås artsfæller, de er fx enehund i familien, og en stor del af den sociale adfærd kan kun modificeres eller tillæres gennem kontakter med andre artsfæller. I flokke kommer ulvens sociale adfærd op til overfladen, dog i mindre ekstrem form.

Hunden er det husdyr, der først blev tæmmet af mennesket.

Det er umuligt at gruppere hunde på samme måde, som man systematiserer andre organismer, dvs. efter direkte afstamning vha. et slags evolutionært stamtræ; mange racer er nemlig skabt ved indkrydsninger af andre racer med ønskede egenskaber. I stedet sker inddelingen oftest efter et mere eller mindre arbitrært system, der både tager hensyn til afstamning og brug.

Sidst i 1800-t. skabtes mange nye racer (kun få af nutidens ca. 400 racer er ældre end 150 år), og der var efterhånden behov for en samlet klassifikation. Fédération Cynologique International, FCI, blev dannet af flere landes nationale avlssammenslutninger. Denne organisations inddeling følges af Dansk Kennel Klub, som samler racer, der "ligner hinanden og/eller har fælles ophav, og som har nogenlunde samme anvendelse og/eller fungerer på samme måde". De fleste nationale sammenslutninger grupperer racerne på deres egen måde, og en given race behøver ikke at være anerkendt i alle lande. Et vigtigt mål med raceinddelingen er at gøre det muligt under hundeudstillinger at sammenligne landets godkendte racer i grupper, der tillader kåring af bedste hund i gruppen og "best in show".

Racernes karakteristika er beskrevet i de såkaldte standarder, som udfærdiges af avlere i racens hjemland og godkendes af den nationale kennelklub. Standarderne giver rettesnoren for det avlsarbejde, den enkelte avler skal udføre. Undertiden genskabes uddøde racer på grundlag af beskrivelser af deres udseende og adfærd, det gælder fx den danske broholmer, der altså ikke genetisk set har meget at gøre med den oprindelige race, men er fremavlet til en vedtagen standard.

Hjemmeside for FCI – Fédération Cynologique Internationale