Islandsk fårehund, spidshund med stærk, kort krop; højden for tæver er 38-44 cm, for hanner 43-48 cm. Pelsen, der kan være både kort, middellang og lang, er som oftest gulrød med hvide aftegninger; alle farver er dog tilladte ifølge standarden. Islandsk fårehund siges at nedstamme fra de jagthunde, som vikingerne medbragte ved koloniseringen. Da øen er vildtfattig, blev hundene i stedet brugt som hjælpere ved heste-, kvæg- og fårehold; ikke som egentlige hyrdehunde til vogtning, men til at bringe især får fra fjeldet hjem til dalen. Racen, der også holdes som gård- og familiehund, er livlig, arbejdsivrig og lærenem; den har behov for motionering og aktivering.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.