Intensive undersøgelser fra Zoologisk Museum baseret på kontakt med offentligheden og lytning med detektorer har givet ny viden om de danske flagermus' udbredelse, forekomst og levevis. Der er registreret 14 arter, som alle hører til barnæserne.
De danske arter varierer i vægt fra 3 til 41 g og vingefang fra 20 til 36 cm med dværgflagermusen som den mindste og brun- og sydflagermusen som de største. Brunflagermusen (Nyctalus noctula) er smalvinget og flyver hurtigt, frit og oftest højt i lige baner med abrupte retningsændringer. Dens sommer- og vinterkvarter er næsten udelukkende i hule træer. Den er relativt almindelig og er fundet over hele landet. Sydflagermusen (Eptesicus serotinus) er den anden store art i Danmark. Den er muligvis indvandret for ca. 100 år siden og er nu udbredt i hele landet på nær Jylland nord for Limfjorden og Nordøstsjælland samt visse øer. Den er tæt tilknyttet det menneskeskabte landskab og holder sommer som vinter til i beboelseshuse. Midt i 1980'erne fandt man ved et tilfælde for første gang en specielt europæisk flagermusrabiesvirus hos danske sydflagermus. Teoretisk kan denne virus overføres til andre dyr og mennesker, men risikoen for, at det sker, skønnes at være minimal. Bliver man bidt af en flagermus, bør man søge læge for vaccination og om muligt indsende flagermusen til analyse. Bid kan dog let undgås, for flagermusene angriber ikke, men bider kun, hvis man tager på dem. Skal man håndtere dem, bør man benytte handsker.
Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus) og pipistrelflagermus (P. pipistrellus) er de mindste arter i Danmark. Dværgflagermusen er er meget almindelig i den østlige del af landet, men mangler bl.a. i Vest- og Nordjylland. Pipistrelflagermus kendes hovedsagelig fra det sydlige Jylland. Begge ses ofte jagende i villahaver og har hyppigt ynglekolonier i huse. Troldflagermusen (P. nathusii) er ret fåtallig, men hyppigere end man troede tidligere, og flere ynglekolonier er nu registreret.
Skimmelflagermusen (Vespertilio murinus) er kun almindelig i Nordøstsjælland, hvor der er registreret over 200 ynglekolonier i parcelhuse og lignende på landet og i forstæder. Vinterdvalen tilbringes i højhuse mv. i større byer. Hannernes parrings-"sang", som kan opfattes af mennesket, er en karakteristisk stemningsgiver i storbyens efterårsnat.
Brun langøre (Plecotus auritus) er kendt fra hele landet og ret almindelig, men svær at registrere. Den er specialist i at pille insekter af mure, blade, træer mv. Bredøret flagermus (Barbastella barbastellus) er en af Danmarks sjældne arter; i en undersøgelse (1995) er den kun fundet to steder ud af over 5.000 flagermuslokaliteter.
Bechsteins flagermus (Myotis bechsteini) er en nyfunden art i Danmark, den er kun registreret to gange, begge på Bornholm, hvor der muligvis er en lille bestand. En del bytte tager den på jorden eller på fx træstammer.
Vandflagermus (Myotis daubentonii) er almindelig overalt i landet. Den har sommerkvarter i hule træer og under gamle broer og tilbringer vinteren i kældre, kalkminer og brønde. Den jager mest helt lavt over søer og vandløb og tager insekter i vandfladen. Damflagermus (Myotis dasycneme) anses for en truet art. Den har en lille, men vigtig bestand i Midtjylland og findes på Bornholm, men er ellers sjælden og er forsvundet flere steder.
Frynseflagermus (Myotis nattereri) er overalt fåtallig, men enkelte kolonier og overvintringssteder kendes. Brandts flagermus (Myotis brandtii) er almindelig på Bornholm, fåtallig i Midtjylland og i resten af landet sjælden eller forsvundet. Skægflagermus (Myotis mystacinus) er kun kendt fra Bornholm, hvor den er ret almindelig. Slægten Myotis, museører, omfatter flere arter i Europa. Alle danske flagermus er fredet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.