Flagermus
En damflagermus (Myotis dasycneme) sover vintersøvn i Smidie kalkgruber sydøst for Kongerslev. Damflagermusen er forholdsvis sjælden i Danmark, og i den danske rødliste vurderes den som sårbar (VU).
Flagermus
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Brunflagermus (Nyctalus noctula), han.

.

Flagermus er en orden, som omfatter de eneste pattedyr, der har vinger og kan flyve aktivt. Inden for flere andre pattedyrordener findes arter med flyvehud; de kan svæve fra træ til træ, men de kan ikke flyve aktivt. Et gammelt dansk navn for flagermus er "aftenbakke" (måske fra oldnordisk blaka 'flagre').

Faktaboks

Etymologi

af græsk chiroptera 'håndvinge'.

Også kendt som

Chiroptera

Der kendes over 1.400 arter, hvilket betyder, at ca. 20 % af alle kendte pattedyrarter er flagermus.

Udseende og levevis

Hos flagermus er fingrenes knogler (undtagen tommelfingeren) stærkt forlængede, og mellem disse, armens knogler, kropssiden og bagbenene er udspændt en tynd, men meget stærk flyvehud. Tommelen er fri af flyvehuden og bærer en klo. Mange arter har tillige flyvehud mellem bagbenene og halen. Bagbenene er roterede i hoften, hvorved knæene peger bagud. Raffinerede forhold i vingens opbygning gør flagermusene til effektive og manøvredygtige flyvere. Flagermusene udviser stor variation i udseende, flugt og orienteringsevne med tilpasninger til forskellig levevis. Mange tropiske træer, buske mv. er afhængige af frugt-, pollen- eller nektarædende flagermus som bestøvere, frøspredere eller begge dele. Mange arter og deres levesteder er truede og er derfor fredede og omfattet af diverse internationale konventioner og aftaler.

Myter og overtro

Flagermus er behæftet med et væld af myter og overtro, især fordi de er "mystiske" natdyr, der ser "groteske" ud og hvæser, når man kommer dem nær. Helt uskadelige arter bliver ofte opfattet som uhyggelige vampyrer, selvom kun tre små arter er vampyrer i virkeligheden. Uhyggebillederne fremmanes i film, litteratur og andre medier, og der kræves en konstant og stor saglig indsats som modvægt.

Flagermusenes evolution

Udviklingsmæssigt set er flagermusene en gruppe med succes. Formrigdommen er størst i troperne, men bortset fra polerne findes der flagermus i alle verdensdele, inkl. mange oceaniske øer. Selv de ældste flagermusfossiler fra Eocæn for ca. 57-35 millioner år siden viser fuldt udviklede flagermus, der i alt væsentligt ligner moderne flagermus. Fossilerne kaster altså ringe lys over, hvilke dyreformer flagermusene har udviklet sig fra. Den gængse opfattelse er, at de udviklede sig sidst i Kridt eller først i Tertiær fra små, sikkert trælevende insektædere, der måske havde en svævehud som hos nutidens kaguanger (ordenen Dermoptera), og at de har fælles stamform med nulevende insektædere (ordenen Insectivora).

De to underordener, storflagermus (Megachiroptera) og småflagermus (Microchiroptera), udviser store forskelligheder. Bl.a. har storflagermusene klo også på pegefingeren og store øjne med et veludviklet natsyn, mens småflagermusene orienterer sig ved den specialiserede ekkolokalisering (biosonar). På baggrund af hjernestudier opstillede man sidst i 1980'erne den hypotese, at storflagermusene stammer fra en tidlig gruppe af primater, dvs. at stor- og småflagermus ikke har en fælles stamform, og at flyveevnen dermed skulle være udviklet to gange uafhængigt af hinanden. Nyere undersøgelser, bl.a. DNA-studier, understøtter ikke hypotesen, og den ældre teori om en fælles stamform er nu generelt accepteret.

Storflagermus

Flagermus

Kalongen (Pteropus vampyrus) er en flyvende hund fra Sydøstasien, der trods sit videnskabelige navn lever af frugter, blomster og nektar. Den hører til storflagermusene, og med et vingefang på op til ca. 1,5 m er den en af de allerstørste flagermus.

Flagermus
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Storflagermus omfatter én familie, de flyvende hunde (Pteropodidae), med 191 arter i Afrika, Asien, Indo-Australien samt mange oceaniske øer; flertallet findes i troperne, nogle i subtroperne. Flyvende hunde omfatter de største flagermus; størst er kalongen (Pteropus vampyrus) med et vingefang på op til 150 cm. De fleste arter er dog mellemstore. De større arter, bl.a. tilhørende slægten Pteropus, har hundeagtigt hoved. Hammerhoved (Hypsignatus monstrosus) fra Afrika har et monstrøst formet hoved.

Flyvende hunde lever af blomster og moden frugt, som lokaliseres med lugtesansen. Øjnene er store, og natsynet spiller en vigtig rolle. Enkelte arter benytter en anden og mere primitiv form for ekkoorientering. Visse (underfamilien Macroglossinae) er nektar- og pollenspecialister. Flere arter anses som skadevoldere i frugtplantager, andre efterstræbes som delikatesser.

Småflagermus

Småflagermus er en meget mere varieret gruppe, der omfatter 20 nulevende familier. Gruppen udviser mange fødespecialiseringer spændende fra insekter (de fleste), edderkopper og skorpioner over mindre hvirveldyr som mus, firben og fisk til frugt, nektar, blomster, pollen og blod. Dette afspejles i bl.a. tandsættets udformning og funktion. Ligeledes viser de mange arter stor variation i skulder- og vingebygning som tilpasning til forskellige flyvemåder, fx hurtig retlinjet flugt, langsom manøvredygtig flugt, svirreflugt på stedet og alle mulige variationer derimellem.

Alle arter finder primært føde vha. ekkolokalisering. De udsender rækker af (som oftest) ultralydskrig gennem den åbentstående mund eller næsen, og de danner sig detaljerede lydbilleder vha. ekkoerne fra disse skrig. I forbindelse med denne orienteringsmåde har mange komplekst byggede næseblade eller specielt udformede ører, der ofte giver dem et grotesk udseende. Næsten alle arter har små øjne og moderat eller ringe syn. De fleste arter er små til mellemstore. I det følgende omtales nogle af de mere bemærkelsesværdige familier nærmere.

Grisenæseflagermus

Grisenæseflagermus (Craseonycteridae) omfatter et af verdens mindste pattedyr, nemlig den mindste flagermus: grisenæsen eller humlebiflagermusen (Craseonycteris thonglongyai) med en vægt på 1,7-2,0 g.

Hesteskonæser

Hesteskonæser (Rhinolophoidea) er en overfamilie af småflagermus, som blandt andet omfatter blomsternæserne (Hippossideridae), tæller ca. 220 arter med kompliceret byggede næseblade. Relativt lange ultralydskrig med konstant frekvens, udsendt gennem næseborene, benyttes til hastighedsbedømmelse af flyvende bytte (insekter) vha. Dopplereffekten.

Fiskeflagermus

Fiskeflagermus (Noctilionidae) omfatter to arter i Syd- og Mellemamerika; de har stærkt forlængede fødder og skarpe, krumme kløer, der peger nedad. Småfisk, der bryder vandoverfladen, opdages med sonaren og "gafles", ved at flagermusen trækker fødderne gennem vandet.

Bladnæser

Bladnæser (Phyllostomidae) omfatter ca. 190 arter i Syd- og Mellemamerika samt sydlige Nordamerika og øer i Den Mexicanske Golf. De har simpelt formet næseblad; hos fx spydnæserne (Phyllostomus spp.) er det stort og spidst. Bladnæserne udviser stor variation i form og funktion med et bredt spektrum af specialiseringer i fødevalg; mange er insektædere, og nogle store arter lever af andre hvirveldyr som mus, firben og andre flagermus. En art, Trachops cirrhosus, lytter sig frem til kvækkende frøer. Mange arter er helt eller delvis frugt- og blomsterædere. Arterne i gruppen Glossophaginae har lange snuder og tunger med papiller, og de slikker nektar og pollen i sig på svirrende vinger på kolibrimanér.

Tre arter vampyrer (Desmodontinae) er specialiserede til at leve af blod fra andre dyr; på tyndhudede steder bider de hul med barberbladskarpe fortænder og slikker blodet i sig. Den almindelige vampyr (Desmodus rotundus) er den videst udbredte og almindeligste art; den hjemsøger især andre pattedyr, også mennesker. Adfærden gør vampyrerne til effektive spredere af en lang række sygdomme, bl.a. rabies.

Buldogflagermus

Buldogflagermus (Molossidae) omfatter ca. 217 arter, som er udbredt i troperne og subtroperne i alle verdensdele, enkelte også i tempererede egne. De er smalvingede hurtigflyvere, der ofte flyver højt i frit rum. Nogle af dem, bl.a. Europas eneste art, Tadarida teniotis, har ekkoorienteringslyde, der er så lave i frekvens (10-18 kHz), at de kan opfattes af det menneskelige øre.

Barnæser

Barnæser (Vespertilionidae) omfatter knap 500 arter, som ikke har vedhæng på snuden. De udviser mange forskelle i udseende, i ørernes udformning og størrelse og i vingernes morfologi. Barnæser findes i næsten hele verden bortset fra polaregne og visse øer.

Øvrige småflagermus

De øvrige ti familier af småflagermus er: frihalede flagermus (Emballonuridae), klapnæser eller langhalede flagermus (Rhinopomatidae), hulpandede flagermus (Nycteridae), falske vampyrer (Megadermatidae), nøgenryggede flagermus (Mormoopidae), skivevingede flagermus (Thyropteridae), myzopodider (Myzopodidae), furipterider (Furipteridae), langbenede flagermus (Natalidae) og mystacinider (Mystacinidae).

Flagermus i Europa

Europa huser i alt 30 flagermusarter, heraf 24 barnæser, fem hesteskonæser og en buldogflagermus. De er alle insektædende og tilbringer den insektfattige vinter i dvale, buldogflagermusen dog kun delvis, med nedsat kropstemperatur på kølige, men frostfri og uforstyrrede steder, alt efter art i huse, hule træer, grotter, miner osv. Daugbjerg og Mønsted Kalkgruber i Jylland er vigtige nordeuropæiske overvintringssteder for en række arter. Arter som troldflagermus og brunflagermus kan trække over store afstande. Om sommeren er hunnerne samlet mange sammen i ynglekolonier i hule træer, på utilgængelige steder i huse, i grotter mv.; valget er artsafhængigt.

I Danmark er det normalt med ynglekolonier på 20-200 hunner. I andre dele af verden kan visse arter i udstrakte grotter optræde i kolonier på flere tusinde, ja millioner individer. I ynglekolonien føder hver hun en enkelt unge, hos nogle arter to (sjældent 3-4), så flagermusene formerer sig relativt langsomt. Til gengæld kan de blive ret gamle, i gennemsnit 3-5 år, men aldersrekorden er omkring 30 år. Om natten flyver mødrene ud på insektjagt og kommer indimellem hjem og giver ungerne die. Ungerne kan flyve, når de er 4-5 uger gamle. I mange huse giver kolonierne ikke problemer, men visse steder kan der opstå støj- eller lugtgener. På nær 3-4 arter kan alle 30 europæiske arter findes og skelnes på forskelle i deres sonarskrig med ultralyddetektorer. Det, at de nu kan studeres i felten under den natlige insektjagt, har stærkt øget vor viden om deres biologi.

Flagermus i Danmark

Intensive undersøgelser fra Zoologisk Museum baseret på kontakt med offentligheden og lytning med detektorer har givet ny viden om de danske flagermus' udbredelse, forekomst og levevis. Der er registreret 14 arter, som alle hører til barnæserne.

De danske arter varierer i vægt fra 3 til 41 g og vingefang fra 20 til 36 cm med dværgflagermusen som den mindste og brun- og sydflagermusen som de største. Brunflagermusen (Nyctalus noctula) er smalvinget og flyver hurtigt, frit og oftest højt i lige baner med abrupte retningsændringer. Dens sommer- og vinterkvarter er næsten udelukkende i hule træer. Den er relativt almindelig og er fundet over hele landet. Sydflagermusen (Eptesicus serotinus) er den anden store art i Danmark. Den er muligvis indvandret for ca. 100 år siden og er nu udbredt i hele landet på nær Jylland nord for Limfjorden og Nordøstsjælland samt visse øer. Den er tæt tilknyttet det menneskeskabte landskab og holder sommer som vinter til i beboelseshuse. Midt i 1980'erne fandt man ved et tilfælde for første gang en specielt europæisk flagermusrabiesvirus hos danske sydflagermus. Teoretisk kan denne virus overføres til andre dyr og mennesker, men risikoen for, at det sker, skønnes at være minimal. Bliver man bidt af en flagermus, bør man søge læge for vaccination og om muligt indsende flagermusen til analyse. Bid kan dog let undgås, for flagermusene angriber ikke, men bider kun, hvis man tager på dem. Skal man håndtere dem, bør man benytte handsker.

Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus) og pipistrelflagermus (P. pipistrellus) er de mindste arter i Danmark. Dværgflagermusen er er meget almindelig i den østlige del af landet, men mangler bl.a. i Vest- og Nordjylland. Pipistrelflagermus kendes hovedsagelig fra det sydlige Jylland. Begge ses ofte jagende i villahaver og har hyppigt ynglekolonier i huse. Troldflagermusen (P. nathusii) er ret fåtallig, men hyppigere end man troede tidligere, og flere ynglekolonier er nu registreret.

Skimmelflagermusen (Vespertilio murinus) er kun almindelig i Nordøstsjælland, hvor der er registreret over 200 ynglekolonier i parcelhuse og lignende på landet og i forstæder. Vinterdvalen tilbringes i højhuse mv. i større byer. Hannernes parrings-"sang", som kan opfattes af mennesket, er en karakteristisk stemningsgiver i storbyens efterårsnat.

Brun langøre (Plecotus auritus) er kendt fra hele landet og ret almindelig, men svær at registrere. Den er specialist i at pille insekter af mure, blade, træer mv. Bredøret flagermus (Barbastella barbastellus) er en af Danmarks sjældne arter; i en undersøgelse (1995) er den kun fundet to steder ud af over 5.000 flagermuslokaliteter.

Bechsteins flagermus (Myotis bechsteini) er en nyfunden art i Danmark, den er kun registreret to gange, begge på Bornholm, hvor der muligvis er en lille bestand. En del bytte tager den på jorden eller på fx træstammer.

Vandflagermus (Myotis daubentonii) er almindelig overalt i landet. Den har sommerkvarter i hule træer og under gamle broer og tilbringer vinteren i kældre, kalkminer og brønde. Den jager mest helt lavt over søer og vandløb og tager insekter i vandfladen. Damflagermus (Myotis dasycneme) anses for en truet art. Den har en lille, men vigtig bestand i Midtjylland og findes på Bornholm, men er ellers sjælden og er forsvundet flere steder.

Frynseflagermus (Myotis nattereri) er overalt fåtallig, men enkelte kolonier og overvintringssteder kendes. Brandts flagermus (Myotis brandtii) er almindelig på Bornholm, fåtallig i Midtjylland og i resten af landet sjælden eller forsvundet. Skægflagermus (Myotis mystacinus) er kun kendt fra Bornholm, hvor den er ret almindelig. Slægten Myotis, museører, omfatter flere arter i Europa. Alle danske flagermus er fredet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig