dafnier

© FOCI

Dafnier. Daphnia pulex er den vigtigste af de arter, der indgår i salget af levende fiskefoder. I Danmark er den almindelig i søer undtagen i Vestjylland.

dafnier, Cladocera, den stærkest specialiserede og artsrigeste gruppe inden for bladfødderne. De ca. 2000 arter forekommer i ferskvand overalt på Jorden; kun nogle få artsfattige slægter er marine. I Danmark er påvist 99 arter.

Dafniernes vigtigste kendetegn er det toklappede skjold og det stærkt reducerede antal lemmer (4-6 par). Det gennemsigtige skjold dækker kroppen, mens hovedet har sin egen hætteformede skal. Sideøjnene er sammensmeltet til et enkelt stort facetøje. Første par følehorn er rudimentære, og andet par udformet som et stort, togrenet svømmeredskab, hvis rytmiske slag forårsager den hoppende svømning. Lemmerne danner med deres børster en planktonpumpe, som filtrerer føden: flagellater, alger, bakterier og plantedele. Enkelte arter er rovdyr. Som følge af deres effektive filtreringsapparat bidrager dafnierne til den biologiske rensning af stærkt eutrofierede søer.

Overvintringen sker ved hvileæg eller vinteræg, hvoraf der i det tidlige forår udelukkende klækkes hunner. Disse lægger de såkaldte subitanæg, der udvikles til unger i moderens rugehule, som de senere forlader. Talrige generationer af hunner afløser hinanden uden befrugtning, indtil ændrede kår betinger fremkomsten af hanner og senere de fåtallige, befrugtede vinteræg med tyk skal; disse æg er modstandsdygtige over for frost og udtørring.

© Henning Anthon

Dafnier. Planktonformer af dafnier. 1) Leptodora kindtii er almindelig i søer og store damme; dette rovdyr bliver op til 18 mm og er den største art i Danmark. 2) Bosmina coregoni er en af de almindeligste i større søer; den bliver ca. 12 mm. 3) Bythotrephes longimanus er almindelig i nogle fÃ¥ store søer; den er et rovdyr og bliver 5-6 mm med haletorn.

Nogle dafnier udviser en årstidsbestemt formvariation kaldet cyklomorfose. Med deres ofte enorme individantal spiller dafnierne en betydelig rolle som føde for især planktonædende fisk og fiskeyngel; levende og tørrede dafnier benyttes som foder for akvariefisk.

Slægten Daphnia viser tilpasninger til forskellige miljøer: Den indtil 6 mm store D. magna findes i vegetationen i varme, næringsrige smÃ¥damme, mens den mindre D. pulex er knap sÃ¥ planteafhængig. Noget mindre er D. longispina, som nærmer sig en planktonform. Den mindste er den tyndskallede D. cucullata, som er den almindeligste planktonart i vore større søer. Her findes ogsÃ¥ arter af slægten Bosmina, der med det snabelagtigt forlængede hoved kan minde om meget smÃ¥, benløse elefanter. Den abnormt flade gelékrebs, Holopedium gibberum, er omgivet af et tykt, kugleformet geléhylster; den lever i næringsfattige søer. Vores største art er glaskrebsen Leptodora kindtii (hunnen op til 18 mm, hannen op til 9 mm). Den er langstrakt, har et stærkt reduceret skjold og er fuldstændig gennemsigtig. Den er et grÃ¥digt rovdyr, som lever af andre dafnier.