cynodonter

© SDE, efter A.S.Brink, 1956

Cynodonter. Hos det reptillignende pattedyr Thrinaxodon, som levede for ca. 245 mio. år siden, ses en inddeling af kroppen i en bryst- og lænderegion, og måske havde den nedadtil i brystregionen et mellemgulv, således at lungerne lettere kunne ventileres. Kraniets luftveje er adskilt fra svælget med et forbenet ganetag, og Thrinaxodon har kunnet trække vejret, mens den tyggede sin føde. Mange fund tyder på, at dyret havde et højt stofskifte og var ensvarmt; mange af fossilerne stammer fra dyr, som døde sammenrullede, sådan som fx hunde og katte ligger, når de skal mindske varmetabet.

cynodonter, (af græsk kyon 'hund' og odous 'tand', gen. odontos), Cynodontia, den underorden af uddøde therapsider (en undergruppe af reptillignende pattedyr), som står nærmest de egentlige pattedyr. Gruppens former kom i løbet af evolutionen mere og mere til at ligne pattedyr, og navnet Cynodontia kan derfor også anvendes mere præcist som betegnelse for cynodonter og pattedyr, der er hinandens nærmeste slægtninge og således udgør en naturlig gruppe.

De tidlige, kødædende procynosuchier (Rusland og Afrika, Sen Perm; ca. 250 mio. år før nu) havde et differentieret tandsæt med små fortænder, store hjørnetænder samt kindtænder med én stor og flere små spidser. Primitive træk var de mange tandskifter og den oftest manglende kontakt mellem tænderne i over- og undermunden. Blandt avancerede træk var kraniets store tindingeåbninger, hvor der var plads til stærke tyggemuskler, som gav et kraftigt, lodret bid. En delvist forbenet sekundær gane sørgede for, at føde- og luftveje var fuldstændig adskilte, og dyrene havde derfor en effektiv optagelse af både føde og ilt. Næsen var antagelig veludviklet med flere muslingeben, hvilket gav plads til rigeligt lugteepithel og dermed en veludviklet lugtesans. Samtidig begrænsedes vandtabet under vejrtrækning.

Hos det ¹/₂ m lange, letbyggede rovdyr Thrinaxodon (Sydafrika, Tidlig Trias; ca. 245 mio. år før nu) var den sekundære gane fuldstændig forbenet. De ret korte lemmer var placeret under kroppen, som nu var opdelt i en bryst- og lænderegion.

Den grævlingestore, tungtbyggede kødæder Cynognathus (Sydafrika og Sydamerika, ca. 240 mio. år før nu) havde aflange, savtakkede kindtænder med dybe rødder fæstnet med bindevævstråde i tandhulerne. Tænderne kunne derfor bevæges lidt, hvilket er en forudsætning for pattedyrenes præcise bid (og tandslid) mellem øvre og nedre kindtænder. Færre tandskifter og specialiserede tyggemuskler, som bevægede underkæben i både lodrette og vandrette bevægelser, muliggjorde en begyndende tandkontakt og dermed tandslid, hvilket giver et nøjagtigere bid. Endelig udviklede Cynognathus et dobbelt kæbeled, idet det gamle hvirveldyrkæbeled suppleredes af et særligt, nyt kæbeled.

Nærmest pattedyrene står formodentlig de globalt udbredte, planteædende tritylodonter (Sen Trias til Mellem Jura; ca. 210-160 mio. år før nu), hvis brede kindtænder havde flere rødder, samt de små, kødædende tritheledonter (Amerika og Afrika, Sen Trias til Tidlig Jura). Hos begge grupper var det særlige cynodontkæbeled forsvundet, men tritheledonterne havde muligvis påbegyndt udviklingen af et egentligt pattedyrkæbeled mellem underkæbens knogle dentale og kranieknoglen squamosum.