Hydra. Ukønnet forplantning kan ske året rundt ved knopskydning, hvor døtre-individer dannes ved lokal udbuling af kropvæggen, idet der opretholdes en intim forbindelse med moderdyret (som også kan være hanligt). Kønnet formering sker om efteråret, idet der dannes gonader (kønsorganer) i form af vorteagtige fortykkelser af overhuden, hvor der enten udvikles mange sædceller eller et enkelt æg. Efter befrugtningen dannes en cyste, som falder af for at overvintre, og det kommende forår klækkes en miniature Hydra.

.

Hydra, slægt af polypdyr i ferskvand. Kroppen er cylindrisk, op til 10 mm lang, forneden affladet af en fodskive. I den modsatte ende findes en cirkulær mundåbning omgivet af 6-12 lange tentakler, og dyret kan da trods sin beskedne størrelse lede tanken hen på mytologiens mangehovedede slange af samme navn.

Forsvar og byttefangst er knyttet til nældeceller, som er særligt talrige i tentaklerne. Hydra er et rovdyr, som lever af små krebsdyr og insektlarver. Når føden er fanget af tentaklerne, bøjes disse ind mod munden, som åbnes, idet mundrandene krænges ud om byttet, der sluges.

Nogle få arter er almindelige i Danmark, hvor de lever på vegetationen i søer og vandløb. Hydra er let at holde i kultur og er derfor blevet studeret meget i tidens løb. I de senere år har stamcelleforskere været optaget af Hydras evne til at selvforny sine celler og dermed undgå aldring ("biologisk udødelig").

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig