Pelsværk er beklædningsgenstande af skind med hår, siden 1500-t. fremstillet af buntmagere.
Skind er menneskets ældste beklædning, benyttet af fx egyptere, assyrere, babyloniere, etruskere og romere. I tidlig middelalder blev pels båret af mænd, fra 1300-t. også af kvinder. Med opdagelsen af Amerika fik man i Nordamerika adgang til et rigt vildtreservoir, der gik fra Hudson Bay til New Orleans, og store mængder skind blev i 1600-t. hentet herfra til Europa. I Rusland åbnedes i 1700-t. store pelsmarkeder med skind, først odder og ræv, senere også sæl. Voksende efterspørgsel og svigtende tilgang af vildtskind førte i slutningen af 1800-t. til forsøg i større omfang med opdræt af pelsdyr, en produktion, der blev styrket af fredninger og begrænsninger i fangsten af vilde dyr samt af en voksende forståelse for betydningen af vildtbestandens bevaring.
Blandt de mest kendte skindsorter fra opdræt i farme er chinchilla, ilder, mink, mår, nutria, ræv, persianer og breitschwanz med Canada, USA og Rusland som de vigtigste producentlande foruden Danmark, hvad mink angår. Af skind fra vilde dyr anvendes fx bisam, bæver, egern, der betegnes gråværk, hare, hermelin, kanin, muldvarp, nutria, opossum, vaskebjørn og ulv. For sæler er der indført strenge fangstbegrænsninger, mens der er fangstforbud for bl.a. isbjørn (med enkelte undtagelser i Nord- og Østgrønland), gepard, chinchilla, jaguar, leopard, odder og ozelot. Af husdyrskind bruges bl.a. kanin, kat, får og lam. Mest kostbare er skind af chinchilla, zobel, hermelin og sort ræv. Fine, men mindre sjældne skind kommer fra mink, sæl, bæver, mår og bisamrotte. Se også garvning.
Før midten af 1800-t. blev pelsværk væsentligst brugt som dekoration på dragter samt til hatte, hætter og muffer, men derefter blev pelskåber af sælskind, zobel, mår, odder og persianer mode til både mænd og kvinder i Europa. Madame Paquin og Jacques Doucet var de første, der brugte pels i haute couturen. I 1900-t. voksede forbruget, idet pelsværk blev udbredt også i middelstanden.
I 1960'ernes og 1970'ernes hippiekultur ændredes indstillingen til pels. Lilla, blå eller grønne indfarvninger banede ligesom patchworkpelse vejen for kemisk producerede kunstpelse i 1980'erne (se plys). I samme periode satte filmstjerner (bl.a. Brigitte Bardot) og andre berømtheder sammen med dyreværnsforeninger fokus på truede dyrearter og skabte følelsesladede debatter. Bl.a. fokuseredes på fangsten af sælunger ("babysæler"), hvad der havde uheldige følger for de grønlandske fangersamfund, selvom disse står for en bæredygtig fangst af voksne sæler; der forhandles ikke skind af sælunge i Danmark (se også sæler). Fra 1990'erne er kvalitetsforarbejdede og designede pelse stadig et statussymbol.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.