slankaber | lex.dk – Den Store Danske

Hannen af næseaben (*Nasalis larvatus*) har en meget stor og udhængende næse. Hvad formålet skulle være, vides endnu ikke, selv om der har være flere teorier.

Næseaben

Af Ardea Picture Library/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Hulmanen (*Semnopithecus entellus*) er den største af langurerne, og modsat mange af sine slægtninge færdes den ofte nede på jorden.

Hulmaner

Af Cyril Ruoso/Minden/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Slankaber er en underfamilie af østaber, som er nært beslægtet med bavianer, makaker og marekatte. De omfatter mere end 60 nulevende arter, som fordeler sig på ti slægter. I Afrika er slankaberne repræsenteret af colobusaberne (Colobus spp., Piliocolobus spp. og Procolobus spp.), mens de i Østasien omfatter bladaberne (Presbytis spp.), stumpnæseaberne (Rhinopithecus spp.) og langurerne (Semnopithecus spp., Trachypithecus spp. og Pygathrix spp.) samt næseaben (Nasalis larvatus) og den meget sjældne Simias concolor.

Faktaboks

Også kendt som: Colobinae

I størrelse varierer slankaberne fra den grønne colobusabe (Procolobus verus) med en kropslængde på 47 cm, en halelængde på 57 cm og en vægt på 4 kg til hulmanen (Semnopithecus entellus), som kan nå en kropslængde på 78 cm, en halelængde på 100 cm og en vægt på 18 kg. Som navnet antyder, er det slanke aber, hvor baglemmerne er længere end forlemmerne. Hos næseaberne og stumpnæseaberne er for- og baglemmer dog nogenlunde lige lange, og kroppen er mere plump. Tommelfingeren er hos alle arter kraftigt reduceret, og hos nogle arter mangler den helt. Næseaben har desuden en karakteristisk forlænget næse, særlig udpræget og hængende hos hannerne.

Slankabers pelsfarve varierer uhyre meget og er ofte stærkt broget; guereza-aben (Colobus guereza) er sort og hvid, mens guldlanguren (Trachypithecus geei) er gylden. Hos mange arter fødes ungerne med en pelsfarve, der adskiller sig meget fra forældrenes; fx er unger af sølvlanguren (Trachypithecus cristatus) gyldne ved fødslen.

Levevis

Den gyldne stumpnæseabe (*Rhinopithecus roxellana*) fra Kina lever i bjergområder med lange, kolde vintre.

Stumpnæseabe

Af Ardea Picture Library/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Slankaberne er udbredt i tropiske og subtropiske områder fra Senegal i vest over Indien og Pakistan til Vietnam og Borneo i øst. De er knyttet til skov og tilbringer størstedelen af livet i træerne. Flere arter er truede som følge af regnskovsfældning. Indiens hellige abe, hulmanen, kan dog tilbringe størstedelen af de aktive timer på jorden i sin søgen efter føde. Stumpnæseaberne Rhinopithecus bieti og R. roxellana lever i 2.000-3.000 meters højde i det sydlige Kina og er ud over mennesket blandt de primater, der er tilpasset den længste vinter og det koldeste klima.

Føden består først og fremmest af blade og frugter, men suppleres i forskelligt omfang med friske knopper, frø, blomster og insekter. Bakteriefloraen i den underopdelte mave gør det muligt for slankaberne at nedbryde bladenes cellulose og dermed udnytte føden optimalt. Bakterierne afgifter desuden blade fra visse planter og træer, således at aberne har et større fødeudvalg end de fleste andre aber.

De fleste slankaber lever i flokke på op til 40 individer, som kan slå sig sammen til større grupper på flere hundrede aber. I den enkelte flok findes hos de fleste arter kun en enkelt han. Hunnerne bliver i den flok, hvori de er født, mens hannerne bliver jaget bort ved kønsmodenhed i 2-4-års-alderen. Flokkens voksne han opholder sig normalt kun 1-2 år i samme flok, før han bliver jaget ud af en fremmed han, som så overtager flokken. Hos hulmanen dræber den nye han alle unger, der stadig er afhængige af hunnerne, hvorefter disse hurtigt kommer i brunst. Hos de røde colobusaber (Piliocolobus spp.) er der i modsætning til de fleste andre slankaber flere hanner i flokken. Det er dog kun den dominante han, der parrer sig med hunnerne.

Slankaber er drægtige i 6-7 måneder med én, sjældent to unger. Ungen bæres på maven eller ryggen; den grønne colobusabe er unik blandt aber ved den første tid at bære ungen i munden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Primater

Bengt Holst