lorier

© PhotoDisc

Lorier. En lori undersøger nærmiljøet.

lorier, (måske af ældre nederl. loeris 'dumrian'), nataktive halvaber, der sammen med galagoer udgør lorifamilien (Lorisidae). Der er to asiatiske arter, slanklori (Loris tardigradus) og plumplori (Nycticebus coucang), og to afrikanske arter, bjørnemaki (Arctocebus calabarensis) og potto (Perodicticus potto). De inddeles i et antal underarter, hvoraf dværgplumplorien (Nycticebus calabarensis pygmaeus) af nogle regnes for en selvstændig art. Lorierne varierer i størrelse fra 17 cm og 85 g (slanklori) til 38 cm og 2 kg (plumplori). Halen er lille eller mangler helt. Hovedet er rundt med små, afrundede ører og store, runde øjne (nattesyn). For- og baglemmer er lige lange. Fingre og tæer har flade negle bortset fra anden tå, der er udstyret med en klo (pudseklo). Tommel og storetå er modstillet de øvrige fingre og tæer, så lorierne kan gribe godt fat om grenene. Hos bjørnemaki og potto er anden finger kraftigt reduceret. Pelsen er tæt og uldet, farven varierer fra grålig til rødbrun.

Lorierne er udbredt i troperne i et bælte fra Vestafrika over Indien og Thailand til Indonesien. De er knyttet til tæt skov og lever i trækronerne i 5-40 m højde. Fødesøgning foregår om natten, og dagen tilbringes sovende i en grenkløft eller i tæt bambusbevoksning. I modsætning til galagoerne benytter lorierne aldrig egentlige reder. Når lorier bevæger sig rundt i trækronerne, foregår det i langsomt, næsten dovendyragtigt tempo, og de springer aldrig. Bliver de forskrækket, stivner de og kan sidde ubevægelige i flere timer. Bliver de angrebet af mindre rovdyr, ruller de sig sammen til en kugle og laver lynhurtige udfald mod angriberen fra denne stilling.

Bortset fra pottoen lever lorier fortrinsvis af insekter og mindre hvirveldyr, men tager også frugt og friske blade. Pottoen er frugtæder og tager kun i mindre omfang insekter. Lorier har en veludviklet lugtesans og lugter sig frem til føden. De lever alene, parvis eller i små familiegrupper. De opretholder territorier, som afmærkes med urin. Hvor hanner og hunner lever hver for sig, overlapper hannernes territorier en eller flere hunners, og han og hun finder sammen i brunsttiden. Lorier føder én unge, sjældent to, efter en drægtighed på 4-6 måneder. Ungen bliver selvstændig i seksmåneders alderen. Lorier er genstand for megen mytedannelse hos de lokale befolkninger, men de jages kun sjældent. Den største trussel mod loriernes eksistens er fældning af regnskoven.