orangutang

De bliver 125-150 cm høje, vejer 30-90 kg og har korte ben og lange arme, der i hængende tilstand når anklerne og udbredt spænder over 225 cm. Pelsen er rødbrun. Ansigtet er nøgent med et fremstående kæbeparti og er hos voksne hanner flankeret af udstående fedtfolder. Voksne individer har desuden en hængende strubesæk, som især hos hannerne bliver meget fremtrædende. Strubesækken består af subkutant fedt og bindevæv og rummer nogle store luftsække.

Når orangutanger en sjælden gang færdes på jorden, foregår det med fingre og tæer krummet ind under hånd- og fodflader (nævegang), ikke som de afrikanske menneskeaber (knogang), hvis fødder også er bedre tilpasset skovbunden. Den foretrukne føde, modne frugter, forekommer visse år i overflod, men sparsomt i andre, hvilket gør orangutangen afhængig af anden kost. Kindtændernes emalje er relativt tyk og rynket, og de centrale øvre fortænder er kraftige og fremadrettede, hvorfor tænderne er velegnede til hårdere plantedele som umodne frugter, frø og bark. Desuden indgår insekter og i sjældne tilfælde små pattedyr i kosten.

Efter barndommen forlader begge køn moderen, men hunner slår sig gerne ned tæt på moderens kerneområde, hvorfor naboer tit er nært beslægtede. Hanner derimod vandrer alene omkring over større områder (derved undgås indavl) og forsøger at besvangre flest mulig hunner. Hunner foretrækker en udvalgt, dominerende han, som med over 100 kg kan blive over dobbelt så stor som hunnerne. Den gør sig gældende ved med en stor strubesæk at udstøde langtrækkende brøl og bortjage konkurrerende hanner. Dette påvirker visse af hannerne til i en længere periode at forblive underudviklede, hvorved de grundet deres mindre vægt kan flygte fra fuldvoksne hanner. Deres formeringsstrategi går i stedet ud på ved tvang eller voldtægt at besvangre hunnerne.

Borneo-orangutangen er generelt lidt kraftigere bygget og har mørkere pels og mere fremadrettede kæber. Den udvoksede hans fedtfyldte kindfolder er krummet fremad. Den opdeles ud fra bl.a. kraniekarakterer i tre isolerede underarter: den nordvestlige (P. p. pygmaeus), den lidt større, sydvestlige og centrale (P. p. wurmbii) og den mindre, nordøstlige (P. p. morio). DNA-analyser tyder på, at en fjerde, østlig population er stærkt isoleret. Kun meget sparsom brug af simple redskaber er kendt fra naturen. Det estimeres, at der i dag findes 41.000 vildtlevende Borneo-orangutanger (2012).

Sumatra-orangutangens udvoksede hanner har flade kindfolder rettet ud til siden og markant skæg. Udbredelsen er nu begrænset til den nordvestlige del af øen. I visse sumpskove har orangutanger opfundet fremstilling og brug af forskellige redskabspinde til fremskaffelse af dels insekter og honning fra træhuller, dels frø fra store modne frugter. En ret stor populationstæthed og mere social adfærd gør, at traditionerne kan videreføres ved indlæring som hos chimpanser.

Med en samlet bestand på ca. 7.500 individer (2012) hører Sumatra-orangutangen til blandt de mest truede primater.

Modsat de andre menneskeaber kendes mulige fossile orangutang-slægtninge tilbage til den varmere periode Miocæn (i Pakistan, Indien og Kina). Det ældste fund er af Sivapithecus (ca. 13 millioner år før nu), som således angiver minimumsalderen for udspaltningen af orangutang-grenen og de afrikanske hominoiders udviklingsgren. Sivapithecus' kropsskelet var dog ikke særlig menneskeabelignende. Fra Pleistocæn er i Kina og Sydøstasien fundet lidt større orangutang-tænder end nutidens samt kæmpetænder af den største primat nogensinde, Gigantopithecus på op til 300 kg. Tolkningen har således været, at de tidligere former var større og mere knyttet til livet på jordoverfladen. Et nyligt hulefund fra Vietnam af et helt skelet viser imidlertid, at tænder og hoved var store, men kroppen mindre og helt moderne bygget med ekstra lange arme tilpasset et liv i træerne.

• menneskeaber
• primater