• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slankaber

Oprindelig forfatter BHol Seneste forfatter Redaktionen

Slankaber. Douc langur (Pygathrix nemaeus).

Slankaber. Douc langur (Pygathrix nemaeus).

slankaber, Colobinae, gruppe af østaber, nært beslægtet med bavianer, makaker og marekatte. Gruppen omfatter hovedgrupperne colobusaber (slægterne Colobus og Procolobus), bladaber (Presbytis), langurer (Semnopithecus, Trachypithecus og Pygathrix) samt næseaber (Nasalis), i alt 37 arter.

Slankaberne varierer fra 47 cm med en hale på 57 cm og en vægt på 4 kg (grøn colobusabe, Procolobus verus) til 78 cm, 100 cm hale og en vægt på 18 kg (hulman, Semnopithecus entellus). Det er slanke aber med længere bag- end forlemmer. Hos næseaberne og stumpnæseaberne, Pygathrix, er for- og baglemmer dog nogenlunde lige lange, og kroppen er mere plump. Tommelen er hos alle arter kraftigt reduceret, og hos nogle arter mangler den helt. Næseaben, Nasalis larvatus, har desuden en karakteristisk forlænget næse, særlig udpræget og hængende hos hannerne.

Slankaber. Næseabe. Det centrale Borneo, 2007.

Slankaber. Næseabe. Det centrale Borneo, 2007.

Slankabers pelsfarve varierer uhyre meget og er ofte stærkt broget; guereza-aben, Colobus guereza, er sort og hvid, og guldlanguren, Trachypithecus geei, gylden. Hos mange arter af slankaber fødes ungerne med en pelsfarve, der adskiller sig meget fra forældrenes; fx er unger af sølvlanguren (budeng), Trachypithecus cristatus, gyldne ved fødslen.

Levevis

Slankaberne er udbredt i tropiske og subtropiske områder fra Senegal i vest over Indien og Pakistan til Vietnam og Borneo i øst. De er knyttet til skov og tilbringer størstedelen af livet i træerne. Flere arter er truede som følge af regnskovsfældning. Indiens hellige abe, languren hulman, kan dog tilbringe størstedelen af de aktive timer på jorden i sin søgen efter føde. Stumpnæseaberne Pygathrix bieti og P. roxellana lever i 2000-3000 m højde i det sydlige Kina og er ud over mennesket de primatarter, der er tilpasset den længste vinter og det koldeste klima.

Slankaber. Semnopithecus priam.

Slankaber. Semnopithecus priam.

Føden består først og fremmest af blade og frugter, men suppleres i forskelligt omfang med friske knopper, frø, blomster og insekter. Bakteriefloraen i den underopdelte mave gør det muligt for slankaberne at nedbryde bladenes cellulose og dermed udnytte føden optimalt. Bakterierne afgifter desuden blade fra visse planter og træer, således at aberne har et større fødeudvalg end de fleste andre aber.

De fleste slankaber lever i flokke på op til 40 individer, som kan slå sig sammen til større grupper på flere hundrede aber. I den enkelte flok findes hos de fleste arter kun en enkelt han. Hunner bliver i den flok, hvori de er født, mens hanner bliver jaget bort ved kønsmodenhed i 2-4-års-alderen. Flokkens voksne han opholder sig normalt kun 1-2 år i samme flok, før han bliver jaget ud af en fremmed han, som så overtager flokken. Hos hulman dræber den nye han alle unger, der stadig er afhængige af hunnerne, hvorefter disse hurtigt kommer i brunst. Hos røde colobusaber, Procolobus, er der i modsætning til de fleste andre slankaber flere hanner i flokken. Det er dog kun den dominante han, der parrer sig med hunnerne.

Slankaber er drægtige i 6-7 måneder med én, sjældent to unger. Ungen bæres på maven eller ryggen; den grønne colobusabe er unik blandt aber ved den første tid at bære ungen i munden.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. slankaber Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik