floddelfiner, små flodlevende tandhvaler, dels fem arter af ægte floddelfiner, dels tre arter af uægte floddelfiner.
Ægte floddelfiner er specielt tilpasset et liv i grumset flodvand. Deres synssans er mere eller mindre reduceret, og de har udviklet et meget sofistikeret sonarsystem og orienterer sig ved ekkolokalisering. De varierer i længde fra 1,5 m til 2,5 m. Føden er fortrinsvis fisk og krebsdyr. Flere arter er stærkt udryddelsestruede pga. dæmningsbyggeri.
De ægte floddelfiner inddeles i tre familier, som ikke er nærmere beslægtet med hinanden: Platanistidae omfatter gangesdelfinen (Platanista gangetica) i Ganges' og Bramahputras flodsystemer og indusdelfinen (Platanista minor) i Indus og dens bifloder. Iniidae omfatter amazondelfinen (boto, Inia geoffrensis) i Orinoco- og Amazonbassinet. Pontoporidae omfatter la plata-delfinen (Pontoporia blainvillei), der forekommer langs Sydamerikas Atlanterhavskyster og i flodmundinger, og kinesisk floddelfin (Lipotes vexillifer) i Chiang Jiang (Yangtze Kiang).
Uægte floddelfiner er ikke specielt tilpasset til flodlevevis. Det er helårligt flodlevende bestande af arter, der hovedsagelig lever i saltvand. Til marsvinfamilien (Phocoenidae) hører det finneløse marsvin (Neophocaena phocoenoides) i Chang Jiang (se marsvin). Til delfinfamilien (Delphinidae) hører irrawaddydelfinen (Orcaella brevirostris) i Mekong, Irrawaddy og andre sydøstasiatiske floder og tucuxidelfinen (Sotalia guinensis) i Amazonas-Orinoco (se også delfiner).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki