Floddelfiner. Amazondelfinen (Inia geoffrensis), også kaldet boto, er hvid, grå og lyserød; voksne individer kan have en stærkt lyserød farve.

.

Floddelfiner, små flodlevende tandhvaler, dels fem arter af ægte floddelfiner, dels tre arter af uægte floddelfiner.

Ægte floddelfiner er specielt tilpasset et liv i grumset flodvand. Deres synssans er mere eller mindre reduceret, og de har udviklet et meget sofistikeret sonarsystem og orienterer sig ved ekkolokalisering. De varierer i længde fra 1,5 m til 2,5 m. Føden er fortrinsvis fisk og krebsdyr. Flere arter er stærkt udryddelsestruede pga. dæmningsbyggeri.

De ægte floddelfiner inddeles i tre familier, som ikke er nærmere beslægtet med hinanden: Platanistidae omfatter gangesdelfinen (Platanista gangetica) i Ganges' og Bramahputras flodsystemer og indusdelfinen (Platanista minor) i Indus og dens bifloder. Iniidae omfatter amazondelfinen (boto, Inia geoffrensis) i Orinoco- og Amazonbassinet. Pontoporidae omfatter la plata-delfinen (Pontoporia blainvillei), der forekommer langs Sydamerikas Atlanterhavskyster og i flodmundinger, og kinesisk floddelfin (Lipotes vexillifer) i Chiang Jiang (Yangtze Kiang).

Uægte floddelfiner er ikke specielt tilpasset til flodlevevis. Det er helårligt flodlevende bestande af arter, der hovedsagelig lever i saltvand. Til marsvinfamilien (Phocoenidae) hører det finneløse marsvin (Neophocaena phocoenoides) i Chang Jiang (se marsvin). Til delfinfamilien (Delphinidae) hører irrawaddydelfinen (Orcaella brevirostris) i Mekong, Irrawaddy og andre sydøstasiatiske floder og tucuxidelfinen (Sotalia fluviatilis) i Amazonas-Orinoco (se også delfiner).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig