Søgeteksten sommerfugle er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

sommerfugle

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Dagpåfugleøje, dagsommerfugl.

Dagpåfugleøje, dagsommerfugl.

sommerfugle, Lepidoptera, (af gr. lepis 'skæl', gen. lepidos, og ptera, pl. af pteron 'vinge'), artsrig orden af insekter med fuldstændig forvandling; den rummer nogle af de mest populære og grundigst studerede hvirvelløse dyr. Sommerfuglene er næst efter billerne den dyregruppe med flest beskrevne arter, ca. 150.000, og de er udbredt i det meste af verden. Sommerfugle omfatter foruden de velkendte dagsommerfugle også natsommerfuglene, dvs. alt, hvad der kaldes natsværmere og møl. Trods de påfaldende forskelle i størrelse, vingeform og -tegning er det meget store flertal af sommerfugle ret ensartede både i bygning og i levevis. Studiet af sommerfugle kaldes lepidopterologi.

Bygningstræk

De tidligst udviklede grupper blandt nulevende sommerfugle har bevaret en primitiv udformning af mange bygningstræk, som hos det store flertal af ordenens medlemmer er blevet stærkt specialiserede.

Sommerfugle. Øverst: Generaliserede insektmunddele set fra venstre. Hos de primitiveste urinsekter har kindbakken kun en enkelt ledforbindelse med hovedkapslen og kan derfor rotere temmelig frit. Hos det store flertal af de egentlige insekter er den, som vist her, tilleddet i to punkter og kan derfor kun svinge omkring aksen gennem disse; det muliggør til gengæld et kraftigt tværgående bid. Maxillernes palpe svarer til størsteparten af et gangben; de to vedhæng, galea og lacinia, har de forskelligste funktioner hos højere insekter. Labiums to halvdele skal tænkes sammenvokset i midtlinjen; dens palpe, paraglossa og glossa svarer til maxillens vedhæng. Herunder: Tværsnit af munddelene (snabler) hos stikmyg, tæge og natsværmer. Munddelenes forside er øverst på figurerne. Forskellige elementer fra de generaliserede munddele indgår på helt forskellig vis i de stikkende/sugende snabler, som angivet med farverne.

Munddelene (se insekter) er oprindelig bidende med kraftige kindbakker, men langt de fleste sommerfugle har en sugesnabel og kan kun optage flydende føde, fx nektar. Sommerfuglesnablen, der er et i dyreriget temmelig enestående stykke mekanik, holdes i hvile stramt oprullet som en urfjeder under hovedet; den kan således opnå en meget betydelig længde uden at være i vejen, fx hos visse aftensværmere adskillige gange kropslængden. Snablen dannes af maxillernes stærkt forlængede indre vedhæng (galeae), som hver på indersiden har en længdefure. Hos den nyklækkede voksne sommerfugl hægtes højre og venstre vedhæng sammen med torne eller kroge, så furerne tilsammen danner et lukket rør, igennem hvilket fødevæske kan opsuges. Udrulningen af snablen før fødeoptagelse sker ved et lokalt forøget blodtryk. Oprulningen skyldes hos de primitiveste snabelsommerfugle alene snabelvæggens elasticitet, men hos langt de fleste former tillige en indre muskulatur. Snablen er, især i spidsen, forsynet med adskillige smagssanseorganer. Hos de mest primitive snabelsommerfugle har kindbakkerne bevaret en vigtig funktion: Inden den voksne sommerfugl afkaster puppekutikulaen, skal nemlig puppegemmet (kokonen) skæres op med puppekindbakkerne, og disse bliver bevæget af det voksne dyrs kindbakker, der passer i puppens som en finger i en handske; siden hen degenererer kindbakkernes kraftige muskler. Hos det meget store flertal af snabelsommerfugle er den voksnes kindbakker dog helt funktionsløse (her åbnes en evt. kokon på anden måde); de og deres muskler kan derfor reduceres stærkt. Hos de højere sommerfugle er maxillarpalperne ganske små, mens labialpalperne jævnligt er meget iøjnefaldende.

Følehornene er hos primitive sommerfugle trådformede, men specialiseres på mange måder. De kan have en mere eller mindre skarpt afgrænset fortykkelse nær (fx mange køllesværmere og aftensværmere) eller i selve spidsen (de fleste egl. dagsommerfugle). Særlig påfaldende er de fjerformede følehornstyper, som især findes hos nataktive former; den forstørrede overflade giver plads til ekstra mange lugtesanseorganer, og fjerformen er altid bedst udviklet hos hannerne, som skal spore hunnernes duftsignaler . Mange former renser følehornene ved at gnide dem med forskinnebenenes særlige "pudseklo", en for sommerfugle speciel dannelse, der dog ofte reduceres; fx har hos dagsommerfuglene kun bredpander og svalehaler bevaret kloen.

Aurora, dagsommerfugl.

Aurora, dagsommerfugl.

Vingerne er hos de primitiveste sommerfugle temmelig smalle, men hos avancerede former kan de være bredere i forhold til kropsstørrelsen end i nogen anden insektgruppe. Meget karakteristisk for sommerfuglevinger er den tætte skælklædning, som gruppen har sit videnskabelige navn efter. Skællene er små, brede, flade hår, og det er skællenes farver, der giver sommerfuglevingerne deres rigdom af tegningsmønstre. Farverne kan være pigmentfarver eller strukturfarver (se farve . Hos langt de fleste sommerfugle er for- og bagvingen effektivt sammenkoblede og bevæges som en enhed; forvingernes vingemuskler er her den dominerende "motor", og mellembrystet er derfor noget større end bagbrystet.

To organtyper er udviklet i en bemærkelsesværdig formrigdom hos voksne sommerfugle: duftkirtler og høreorganer. Duftkirtler tjener normalt kønnenes kommunikation og kan være lokaliseret i kroppen, i benene og på vingerne. Høreorganerne tjener gerne til registrering af orienteringslydene fra flagermus; i løbet af sommerfuglenes evolution er de udviklet fem-ti gange uafhængigt hos natflyvende former og findes oftest fortil i bagkroppen, men hos "uglegruppen" i bagbrystet og hos en gruppe af aftensværmere endda i labialpalperne.

Rød ordensbånd.

Rød ordensbånd.

De primitiveste sommerfugle har som normalt hos insekter kun en enkelt hunlig kønsåbning, men langt de fleste sommerfugle er ejendommelige ved at have to: Ægget passerer gennem en åbning på selve bagkropsspidsen, mens parringen finder sted gennem en anden, lidt foran bagenden.

Sommerfugleæg kan have temmelig forskellig facon og overfladestruktur, og de kan lægges både enkelt- og gruppevis. Larverne er i reglen trinde med korte ben; fritlevende former kan have hårduske, torne m.m. Karakteristisk for det store flertal er gangvorterne på tredje til sjette samt tiende bagkropsled; det er muskuløse udvækster, hvis krogbesatte endeflader muliggør et sikkert greb i underlaget. Hos de primitiveste former kan den nye voksne sommerfugl bevæge sig omkring, mens den endnu omsluttes af puppehuden. Langt de fleste sommerfugle har dog en såkaldt mumiepuppe, hvis ben- og vingeanlæg er fastklistret til kroppen; disse dyr kan blot vrikke med bagkroppen, indtil puppehuden afkastes.

Evolution og økologi

Stamtræ over slægtskabsforholdene mellem de nulevende hovedgrupper af sommerfugle med markering af nogle vigtige karaktertræks opståen. De fleste mindre grupper har ingen almindeligt brugte danske navne. For grupper, hvor antallet af beskrevne arter overstiger 1000, afspejler tykkelsen af grenen det omtrentlige artsantal; målestokken forneden angiver 10.000 arter.

Det kan med stor sikkerhed fastslås, at sommerfuglenes nærmeste slægtninge er vårfluerne, og den sidste fælles stamform for de to grupper kan rekonstrueres ret detaljeret. Studier af de primitiveste nulevende sommerfugle har også vist, i hvilken rækkefølge de vigtigste specialiseringer er opstået. Først kom snablen, senere mumiepuppen og de krogbærende larvegangvorter, endnu senere den effektive kobling af for- og bagvinge og endelig arrangementet med de to hunlige kønsåbninger, som karakteriserer over 98% af de kendte former.

De ældste hidtil kendte sommerfuglefossiler er fra Nedre Jura, men gruppens store succes skyldes sikkert især evnen til at udnytte den meget rige resurse, som opstod med blomsterplanternes udvikling i Kridttiden. Hos den formentlig først uddifferentierede nulevende familie, Micropterigidae ("urmøl"), æder larverne detritus eller levermosser, og de voksne pollen eller bregnesporer; her kan uafhængighed af blomsterplanter være noget oprindeligt. Den næste linje, Aglossata, er knyttet til nåletræer, mens de følgende — som overhovedet ordenens store flertal — er knyttet til dækfrøede blomsterplanter. De oprindeligste sommerfuglegrupper var små former, og deres larver levede skjult, ofte indboret i plantedele; disse træk er bevaret hos omkring halvdelen af ordenens medlemmer, der uformelt kaldes småsommerfugle. Store former er udviklet uafhængigt flere gange; et vingefang på 25 cm eller mere findes således inden for tre sommerfuglefamilier (rodædere, svalehaler og ugler) og i øvrigt ikke hos nogen anden nulevende insektgruppe. En betydelig kropsstørrelse er især karakteristisk for medlemmerne af den måske monofyletiske gruppe storsommerfugle; mange af disses larver er fritlevende.

Larve- og puppetypen hos typiske sommerfugle; larven har krogbærende gangvorter på bagkroppen, og puppen er en mumiepuppe.

Sommerfugle og mennesket

Sommerfuglelarvernes effektivitet som planteædere medfører, at gruppen rummer mange skadedyr i skov-, land- og havebrug samt i forråd af korn m.m. (se nedenfor); nogle møls rolle som tekstilskadedyr er også velkendt. På plussiden tæller især de spindere, hvis kokoner leverer ægte silke. Det slående forvandlingsforløb og de voksne sommerfugles elegance har skaffet disse dyr en plads i både litteratur og billedkunst; de har også været betydningsfulde studieobjekter til belysning af generelt vigtige fænomener i evolutionsbiologi (fx mimicry) og insektfysiologi.

Sommerfugle i Danmark

Okkergul pletvinge.

Okkergul pletvinge.

Der er hidtil (2009) registreret 2430-2450 naturligt forekommende sommerfuglearter i Danmark (inkl. tilfældige trækgæster). Tallet øges stadig med gennemsnitlig ca. fem arter årlig, men der forsvinder også med mellemrum ynglende arter fra landet, oftest som følge af levestedernes ændring. Svingninger i de enkelte arters hyppighed og forekomstområde kan ofte dokumenteres ret nøje, fordi gruppen har mange dygtige amatørers bevågenhed.

Læs også om sommerfugle som skadedyr og om symbolikken knyttet til sommerfugle.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Sommerfugle. Øverst: Generaliserede insektmunddele set fra venstre. Hos de primitiveste urinsekter har kindbakken kun en enkelt ledforbindelse med hovedkapslen og kan derfor rotere temmelig frit. Hos det store flertal af de egentlige insekter er den, som vist her, tilleddet i to punkter og kan derfor kun svinge omkring aksen gennem disse; det muliggør til gengæld et kraftigt tværgående bid. Maxillernes palpe svarer til størsteparten af et gangben; de to vedhæng, galea og lacinia, har de forskelligste funktioner hos højere insekter. Labiums to halvdele skal tænkes sammenvokset i midtlinjen; dens palpe, paraglossa og glossa svarer til maxillens vedhæng. Herunder: Tværsnit af munddelene (snabler) hos stikmyg, tæge og natsværmer. Munddelenes forside er øverst på figurerne. Forskellige elementer fra de generaliserede munddele indgår på helt forskellig vis i de stikkende/sugende snabler, som angivet med farverne.

Viser 1-6 af 9 billeder | Se alle

Filer

FilTilføjet af 
[+362620.801.svg (233.09 kB)

Sommerfugle. Øverst: Generaliserede insektmunddele set fra venstre. Hos de primitiveste urinsekter har kindbakken kun en enkelt ledforbindelse med hovedkapslen og kan derfor rotere temmelig frit. Hos det store flertal af de egentlige insekter er den, som vist her, tilleddet i to punkter og kan derfor kun svinge omkring aksen gennem disse; det muliggør til gengæld et kraftigt tværgående bid. Maxillernes palpe svarer til størsteparten af et gangben; de to vedhæng, galea og lacinia, har de forskelligste funktioner hos højere insekter. Labiums to halvdele skal tænkes sammenvokset i midtlinjen; dens palpe, paraglossa og glossa svarer til maxillens vedhæng. Herunder: Tværsnit af munddelene (snabler) hos stikmyg, tæge og natsværmer. Munddelenes forside er øverst på figurerne. Forskellige elementer fra de generaliserede munddele indgår på helt forskellig vis i de stikkende/sugende snabler, som angivet med farverne.

Admin

05/02/2009

[+464351.801.svg (3.83 kB)

Sommerfugle. Stamtræ over slægtskabsforholdene mellem de nulevende hovedgrupper af sommerfugle med markering af nogle vigtige karaktertræks opståen. De fleste mindre grupper har ingen almindeligt brugte danske navne. For grupper, hvor antallet af beskrevne arter overstiger 1000, afspejler tykkelsen af grenen det omtrentlige artsantal; målestokken forneden angiver 10.000 arter.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
20/10/2009
Oprindelig forfatter
NPKr
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki